Utrolige billeder: Gigantisk lysshow filmet fra rummet

Udsigten fik astronauterne til at spærre øjnene op. Se de smukke optagelser herunder

Mange kan godt lide at kigge op på stjernerne og blive forundret over Universet, men et kig fra rummet ned mod Jorden er også et utroligt syn, især hvis man har udsigt til polarlys for oven.

Sådan et syn fik astronauterne på den Internationale Rumstation den 25. juni, da rumstationen ifølge Nasa bevægede sig fra luftrummet over Australien til det sydligste Stillehav.

Under rejsen dansede polarlyset nemlig på himlen over den sydlige halvkugle. Det blev foreviget på kamera og sidenhen komprimeret til en timelapse-video, som du kan se i videoen over artiklen.

Hvad er Polarlys?

Nordlys og sydlys, aurora borealis og aurora australis, lysfænomen i atmosfæren, som især optræder i de polare egne.

Lyset dannes i højder mellem 90 km og 300 km, når energirige protoner og især elektroner rammer atmosfærens molekyler og anslår dem til højere energitilstande.

Molekylerne henfalder derefter til deres grundtilstand under udsendelse af lys.

Lyset udsendes i forskellige bølgelængder; røde og gulgrønne farver fra iltatomer og mere blålige farver fra kvælstofmolekyler.

Energien i nordlyset stammer fra Solen, der udsender en strøm af protoner og elektroner i den såkaldte solvind. Når partiklerne når Jorden, afbøjes de langs feltlinjerne i magnetosfæren og kommer ind i atmosfæren i et bælte omkring den magnetiske nordpol og et tilsvarende bælte omkring sydpolen. Ved øget solaktivitet bliver bæltet bredere og forskydes bort fra polen. Nordlys kan jævnlig ses i Danmark.

Kilde: Den Store Danske