5.300 år gammel: Mumien Ötzi havde 61 tatoveringer

Mumien Ötzi blev i 1991 fundet i Ötzal Alperne. Nu har forskerne nærstuderet hans tatoveringer, der er blandt de ældste i verden, og i alt kortlagt 61 af slagsen på hans mumificerede krop

Mumien Ötzi . (Foto: AP)
Mumien Ötzi . (Foto: AP)

Tatoveringer betragtes ofte som et modefænomen, men tendensen har faktisk eksisteret hele 5.300 år tilbage. Det er mumien Ötzi, også kaldet 'ismanden', et klokkeklart bevis på.

Siden han i 1991 blev fundet i Ötzal Alperne, der ligger på grænsen mellem Italien og Østrig, har hans tatoveringer været forskerne bekendt. Det er dog først nu, at arkæologer har formået at finde og kortlægge samtlige tatoveringer på hans krop, skriver LiveScience ifølge Videnskab.dk.

Der har før hersket tvivl om antallet af Ötzis tatoveringer, men det kan nu fastslås med sikkerhed. Den mumificerede krop er i alt udsmykket med 61 tatoveringer.

Se skitsen over Ötzis tatoverede krop her

Heriblandt har arkæologerne fundet en helt ny og ukendt tatovering på mumiens højre brystkasse.

- Det var en stor overraskelse, for vi forventede ikke at finde en ny tatovering, siger Albert Zink, der er undersøgelsens seniorforsker og leder af The Institute for Mummies and the Iceman at the European Research Academy i Italien.

Ötzi, der levede cirka 3.300 år f.Kr., er den ældste mumie i Europa.

Selvom han er utrolig velbevaret, har den krympede og brunlige hud været medvirkende til, at kortlægningen af tatoveringerne har været en langvarig og besværlig proces for forskerne.

Læs også hos Videnskab.dk: Hvorfor holder tatoveringer livet ud?

For overhovedet at kunne se tatoveringernes udformninger, har forskerne brugt et kamera kendt fra kunstverdenen, som har en specialdesignet linse.

Linsen bruges normalt til at fotografere kunstmalerier for at afsløre, om kunstneren har malet oven på et tidligere lag maling.

Ved at fotografere Ötzis krop fra forskellige vinkler og positioner, har forskerne fundet frem til, hvad der siden 1991 har gemt sig under den krympede hud. I alt er det blevet til 61 tatoveringer fordelt på kroppen i længder, der varierer fra 0,7-4 centimeter.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Genom kaster nyt lys over ismanden Ötzi

Forskere barberer bizar penis

1 af 2 Mumien Ötzi . (Foto: AP)
2 af 2 Mumien Ötzi . (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere