Århundredets solformørkelse: - Har glædet mig siden 1995

I flere måneder har amerikanerne talt ned til solformørkelsen på mandag. Danske Janaki Lund Jensen har set frem til den siden 1995

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

- Allerede i 1995 var der en, der sagde til mig, at jeg skulle sætte 21. august 2017 af til at rejse. Det har jeg gjort, og nu er dagen endelig ved at være her.

Sådan lyder det fra danske Janaki Lund Jensen, der er amatørastronom og forelsket i solformørkelser.

Netop på mandag bliver USA ramt af, hvad flere astronomer i landet kalder århundredets solformørkelse. Det er den, Janaki Lund Jensen har haft krydset af i kalenderen i 22 år.

21. solformørkelse
Det var dengang, i starten af 1990'erne, at Janaki Lund Jensen for alvor blev bidt af at se solformørkelser.

- Siden har jeg set 20 formørkelser. 13 totalte solformørkelser og syv ringformede, siger Janaki til Ekstra Bladet.

En delvis solformørkelse er, når månen ikke når helt over solskiven, og der dermed stadig er en 'glad mund' tilbage at se af solen.

- Der er en total solformørkelse et sted på jorden med et eller to års mellemrum. Men man skal huske, at de nogle gange godt kan ramme steder, som man har svært ved at komme til. Sydpolen, midt i et stort hav eller et andet, lignende sted, siger amatørastronomen.

Solformørkelsen over USA på mandag er dog meget nem at komme til. Det er også derfor, at den bliver spået til at få utroligt mange mennesker til at rejse for at se den.

- Det bliver min 21. solformørkelse. Jeg skal se den fra Oregon, hvor der er rigtig gode betingelser. Der er godt vejr, så der er ikke så stor risiko for, at det bliver overskyet, siger Janaki Lund Jensen.

Artiklen fortsætter under billedet:

Janaki Lund Jensen fotograferet i forbindelse med en solformørkelse i Kina i 2008. Det var hendes syvende totale solformørkelse. Foto: Privat
Janaki Lund Jensen fotograferet i forbindelse med en solformørkelse i Kina i 2008. Det var hendes syvende totale solformørkelse. Foto: Privat
 

Når vejret spiller et puds
Janaki Lund Jensen har altså rejst verden rundt for fænomenet på himlen. Hun har været i Egypten, Indonesien på Færøerne, og nu altså også i USA.

- Det er jo også en god måde at se verden på. Jeg kan planlægge mine rejser de næste mange år i fremtiden, og så får jeg jo set en masse. Det er altid noget nyt at se en solformørkelse, fordi rammerne er forskellige.

- Men hvad kommer så til at gøre den i USA til noget specielt?

- Jeg tror, at den bliver speciel, fordi landskabet er så flot i Oregon i USA, hvor jeg skal være. Samtidig er det en begivenhed, som tiltrækker rigtig mange mennesker, og det er altid en helt speciel følelse at stå så mange mennesker samlet om den samme ting, siger Janaki.

NASA mener også, at Madras i Oregon netop på grund af vejret bliver et af de bedste steder at se mandagens formørkelse, selvom den bevæger sig i et smalt bælte over hele USA.

- Så jeg håber selvfølgelig ikke, at det bliver ligesom i Tórshavn, hvor det jo desværre var overskyet, da formørkelsen var der i marts 2015, griner amatørastronomen.

Artiklen fortsætter under billedet:

Solformørkelsen kan ses fra det meste af USA, men det er kun over det sorte bælte, at den vil fremstå total. Grafik: Nasa/SVS
Solformørkelsen kan ses fra det meste af USA, men det er kun over det sorte bælte, at den vil fremstå total. Grafik: Nasa/SVS

En af de helt store
I gamle dage mente man, at en solformørkelse betød, at dommedag var nær. Man forstod ikke, hvorfor det pludseligt blev mørkt som natten og så lyst igen nogle minutter senere.

I dag ved man, at det er, fordi Solen, Månen og Jorden står i en lige linje ud for hinanden, og månen således dækker solskiven, når man står et bestemt sted på Jorden og kigger op.

21. august starter det hele klokken lidt over ni om morgenen lokal tid på vestkysten i Oregon. Det vil sige, at omkring klokken 18 dansk tid går det første stykke af månen ind over solen. Lidt over en time senere er formørkelsen total i omkring to minutter.

Fire timer senere kommer formørkelsen til østkysten efter en lang tur over landet. Charleston i South Carolina bliver således den sidste by, hvorfra man kan se månen gå ind over solen fra kontinentet.

Det er netop dét, der har fået turister fra verden over til at strømme til USA i de her dage. I alt 12,2 millioner mennesker bor i forvejen på linjen, hvor formørkelsen kan ses, men NASA forventer, at flere millioner fra både ind- og udland vil strømme og strømmer til for at opleve det smukke fænomen.

Det betyder også, at der i flere måneder - endda år - har været udsolgt hos hoteller nær totalitetslinjen, og det er på nuværende tidspunkt endda svært at købe sig til teltpladser flere steder.

Især i de områder hvor der er store stats- eller nationalparker, og hvor lokale i samarbejde med NASA har arrangeret festivaler i anledning af, at det bliver nat omkring to minutter midt på dagen.

Vil man selv se en total solformørkelse, bliver man som dansker nødt til at rejse for den. Det er nemlig først i maj år 2142, at en total solformørkelse kommer forbi landet helt ovre ved Christiansø øst for Bornholm.

Indtil da kan man se med på Ekstrabladet.dk, hvor vi dækker begivenheden mandag aften.

Fakta om solformørkelser i Danmark
  • En solformørkelse er det, du oplever, når jorden står i skyggen af Månen – hvor Månen bevæger sig ind foran Solen og dækker for solskiven.
  • Solformørkelsen kan være total eller partiel – dvs. delvis.
  • Ved total solformørkelse dækker Månen 100 procent af Solens areal. Øjeblikket varer typisk mellem to og fem minutter.
  • Ved partiel solformørkelse kan man se solen reduceret til en 'glad mund', og skyggespillet ændrer sig, så runde solpletter bliver til halvmåner. Det kan man f.eks. se på fortovet.
  • Solformørkelsen den 20. marts 2015 var partiel her i Danmark og total i et bælte over Nordatlanten og op til Nordpolen. Undervejs ramte den totale formørkelse Færøerne og Svalbard i Nordnorge.
  • Næste gang en delvis solformørkelse er synlig i Danmark bliver den 10. juni 2021. Her vil kun 25 procent af solens areal være dækket.
  • Næste gang en total solformørkelse er synlig i Danmark bliver den 25. maj 2142, klokken 10:04.
  • Den seneste totale formørkelse i Danmark var den 28. juli 1851, hvor Solen var totalt formørket i Nordjylland og Nordsjælland.
  • I nyere tid har der været flere partielle solformørkelser i Danmark. De dybeste skete 15. februar 1961, 11. august 1999 og 31. maj 2003. Den i 1999 dækkede også godt 80 procent set fra Danmark.

Kilde: Stellar Astrophysics Centre (SAC), Aarhus Universitet

51 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere