Generte mennesker bruger Facebook forkert

Folk med lavt selvværd ødelægger venskaber med negative indlæg på Facebook

Folk med lavt selvværd har en tendens til større negativitet på Facebook (Modelfoto: Colourbox.com)
Folk med lavt selvværd har en tendens til større negativitet på Facebook (Modelfoto: Colourbox.com)

Hvis du er genert, indadvendt og socialt bekymret, så er Facebook ikke det bedste sted at give los for dine følelser.

For folk med lavt selvværd har en tendens til at være mere negative i deres statusopdateringer og viser mere tristhed, vrede, frustration, angst og frygt end selvsikre personer.

Derfor får de usikre også færre likes på deres kommentarer, selvom deres netværk kan være lige så store, som de selvsikres.

Det viser ny forskning udført på University of Waterloo i Canada.

Læs også på videnskab.dk: Facebook afslører dit sande jeg

Forskningsresultaterne viser, at personer med lavt selvværd virkelig ser på Facebook som et attraktivt og tryggere sted at åbne sig op.

Personerne i undersøgelsen brugte mindst lige så meget tid på det sociale medie, som deres modstykker med højt selvværd, de havde lige så mange på vennelisten og skrev et lignende antal statusopdateringer.

Men, hvor negative meldinger fra selvsikre personer fik flere 'likes' og kommentarer end normalt, var der ikke sådan en effekt for personer med lavt selvværd. De fik i stedet flere ”likes” og kommentarer fra Facebook-vennerne, jo mere positive deres indlæg var.

Læs også på videnskab.dk: Facebook er elsket af narcisisster

Dette drejer sig sandsynligvis om, at folk lægger mindre vægt på en negativ ytring fra en person, som ofte kommer med sådanne udspil. Den samme melding fra en normalt positiv person vil vække mere opmærksomhed og medfølelse, mener forskerne.

Gentagne negative meldinger kan derimod skubbe folk væk. Vennerne kan til og med undlade at give respons på disse indlæg for ikke at opmuntre til flere, konkluderer forskerne.

Relaterede artikler på Videnskab.dk:
· Facebook får os til at føle os som tabere
· Facebook kan bringe fred i verden
· Selvtillid giver højere karakterer

0 kommentarer
Vis kommentarer