Kærligheden er et trekantsdrama

Intimitet, passion og forpligtelse er nødvendige ingredienser i et kærlighedsforhold.

(Foto: Geoffrey Gove/Corbis RF)
(Foto: Geoffrey Gove/Corbis RF)

Valentines Dag giver os en chance for at få fyret op under kærligheden med en ordentlig omgang romantik, stearinlys og middag for to. Men for at kunne dyrke kærligheden skal man også vide, hvad ægte kærlighed er.

Psykologer, antropologer og hjerneforskere har lavet mange beskrivelser af ægte kærlighed igennem tiderne, men en af de mest anerkendte teorier til dags dato er 'Kærlighedens Trekant', som ifølge Videnskab.dk blev fremsat af den amerikanske psykolog Robert Sternberg tilbage i 1988.

Ingredienserne skal doseres rigtigt
Selv om det nu er 20 år siden, og mange vil sige, at teorien ikke kan være andet end forældet, så er det ikke desto mindre stadig en af de mest anvendte teorier i psykologernes forsøg på at beskrive kærlighedens psykologi.

Læs også på Videnskab.dk: Nygifte pars skænderier afslører senere skilsmisse

- Kærlighedstrekanten består af intimitet, passion og forpligtelse, og kunsten er at dosere de tre ingredienser i de rigtige mængder, for at få et ægte kærlighedsforhold, fortæller klinisk psykolog Asger Neumann og ekstern lektor på Psykologisk Institut, Aarhus Universitet, hvorefter han kort definerer de tre ingredienser.

Intimitet og tæthed opstår mellem mennesker, der føler sig forstået af hinanden, og det giver et forhold af nærhed og forbundethed. Passion og lidenskab giver romantik, fysisk tiltrækning, sex og spænding Forpligtelsen giver forholdet tryghed og loyalitet, fordi parterne tager et ansvar for at kæmpe for forholdets overlevelse.

Læs også på Videnskab.dk: Kærlighedens seks spilleregler

En evig kamp
Den perfekte kærlighed opstår, når der er lige meget af alle tre ingredienser, men den dosering er uhyre svær. Selv om et parforhold opnår balance, vil det få masser af puf og skub, så kærlighedstrekanten gang på gang ryger ud af sin ligevægt, og der opstår konflikter, frustrationer og afsavn. Parforholdets evindelige udfordring er derfor at finde måder at genskabe balancen på, så kærligheden varer ved.

- I et forhold, hvor blandingsforholdet er skævt, kan man eksempelvis have en høj grad af intimitet og passion, men ingen aftale om forpligtelse. Forholdet er en hed, stormfuld affære, men parforholdet vil få svært ved at overleve på lang sigt, fordi trekanten mangler et ben at stå på, siger Asger Neumann.

I et andet forhold kan der være rigeligt med forpligtelse, men mangel på passion og intimitet, og resultatet er et praktisk forhold uden de store følelser, hvilket er tomt og kedeligt på lang sigt, forklarer han.

Kærligheden varer altså ikke ved, hvis vi læner os tilbage og putter hænderne i lommen.

Den tørre blade skal hele tiden nippes af, og nu har du chancen i morgen. God Valentines Dag.

Læs også på Videnskab.dk: Kærligheden er ustyrlig

0 kommentarer
Vis kommentarer