Musik påvirker hjernen – sådan her

En ny metode afslører, hvordan musikstykker aktiverer forskellige følelsesmæssige, motoriske og kreative områder i hjernen.

Ved at bruge functional magnetic resonance imaging (fMRI) optog forskergruppen, ledet af Dr. Vinoo Alluri fra Jyväskylä Universitet i Finland, hjernens reaktioner hos personer, der lyttede til moderne, argentinsk tango. (Foto: Niels Hougaard)
Ved at bruge functional magnetic resonance imaging (fMRI) optog forskergruppen, ledet af Dr. Vinoo Alluri fra Jyväskylä Universitet i Finland, hjernens reaktioner hos personer, der lyttede til moderne, argentinsk tango. (Foto: Niels Hougaard)

Finske forskere har udviklet en ny metode, der gør det muligt at undersøge, hvordan hjernen behandler mange forskellige aspekter ved musik, såsom rytme, tone og klang.

Undersøgelsen viser, hvordan en række netværk i hjernen, inklusiv områder, der er ansvarlige for motorik, følelser og kreativitet, bliver aktiveret, når vi lytter til musik.

Læs også på Videnskab.dk: Er musiksmag medfødt?

Ifølge forskerne vil den nye metode øge vores forståelse af den komplekse dynamik i hjernens netværk og den måde, musik påvirker os på.

Ved at bruge ‘functional magnetic resonance imaging’ (fMRI) optog forskergruppen, ledet af Dr. Vinoo Alluri fra Jyväskylä Universitet i Finland, hjernens reaktioner hos personer, der lyttede til moderne, argentinsk tango.

- Vores resultater viser for første gang, hvor forskelligt musikalske egenskaber aktiverer følelsesmæssige, motoriske og kreative områder i hjernen, siger forskningslederens kollega, professor Petri Toiviainen fra Jyväskylä Universitet, som også var involveret i studiet, til ScienceNordic.com.

Se video af, hvordan musik påvirker hjernen på Videnskab.dk:

Ved at bruge sofistikerede computer-algoritmer, udviklet specielt til dette studie, analyserede de det musikalske indhold i en tango, altså fandt ud af, hvordan dens rytme, tone og klang ændrer sig gennem stykket.

Ifølge Vinoo Alluri er det første gang, at et sådant studie er blevet gennemført ved at bruge rigtig musik i stedet for kunstigt fremstillede musiklignende stimuli.

Læs også på Videnskab.dk: Reklamemusik tager røven på os

Sammenligning af hjernens reaktioner og de musikalske egenskaber ledte til en interessant ny opdagelse: Forskerne fandt ud af, at det at lytte til musik ikke bare aktiverer de auditive områder I hjernen, men også anvender store nervenetværk.

For eksempel opdagede de, at behandlingen af den musikalske impuls aktiverer de motoriske områder i hjernen, hvilket forstærker ideen om, at musik og bevægelse er tæt forbundet.

Man fandt ud af, at de limbiske områder i hjernen, som er kendt for at være forbundet med følelser, var involverede i behandlingen af rytme og toner.

Læs også på Videnskab.dk: Forskere nærmer sig opskriften på et hit

Og behandlingen af klang hang sammen med aktivering i det såkaldte ”default mode network”, DMN-systemet, et neutralt netværk, som man formoder er forbundet med ’flyvske’ tanker, ’tankevandring’ og kreativitet.

- Vi mener, at vores metode giver mere pålidelig viden om behandlingen af musik i hjernen, end de mere konventionelle metoder, siger Petri Toiviainen.

Læs også på Videnskab.dk: Musik er smertestillende medicin

Han tilføjer, at de hjerneområder, der er knyttet til følelser og belønning, i tidligere studier har vist aktivitet, når folk lytter til musik i intensive nydelsesfulde øjeblikke.

Men dette studie, siger han, er det første, der specificerer, hvilke specielle musikalske egenskaber, der aktiverer disse områder.

Studiet blev for nyligt publiceret i tidsskriftet NeuroImage.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Dans kan være fremtidens terapiform

Her er alle tiders største danske julehit

Forskere opdager mennesker, der kan høre bevægelser

0 kommentarer
Vis kommentarer