Skattejægere finder sølv for 1,3 mia. kr.

En tysk ubåd sænkede britisk skib, der transporterede 200 ton sølv. Nu er vraget lokaliseret på bundet af Atlanterhavet

SS Gairsoppa, der måler 130 meter, befinder sig 4700 meter under havets overflade ud for den irske atlanterhavskyst. (Screenshot)
SS Gairsoppa, der måler 130 meter, befinder sig 4700 meter under havets overflade ud for den irske atlanterhavskyst. (Screenshot)

Amerikanske skattejægere har scoret jackpot med opdagelsen af et britisk fragtskib, som gik ned med 200 ton sølv under Anden Verdenskrig. SS Gairsoppa ligger på bunden af Atlanterhavet godt 450 kilometer fra Irlands kyst, oplyser BBC News.

Der er tale om det største fund af ædelmetaller i et skibsvrag nogensinde. De 200 ton sølv har en anslået værdi af 1,3 milliarder kroner.

En tysk torpedo sænkede SS Gairsoppa i 1941. Kun én person ud af den 85 mand store besætning overlevede angrebet.

SS Gairsoppa var på vej tilbage til England fra Indien, da fragtskibet løb tør for brændstof i det oprørske hav og var et let mål for en tysk ubåd.

Findeløn på 80 procent
Skattejægerne fra Odyssey Marine lokaliserede vraget på 4700 meters dybde i sommer, men det var først i sidste uge, at skibet blev identificeret.

– Vi har fuldført første fase i projektet: Vi har fundet og identificeret vraget. Nu begynder den vanskelige fase med at bjærge lasten, siger Andrew Craig fra Odyssey Marine.

Odyssey Marine, der kan beholde 80 procent af skatten, vil benytte fjernstyrede undervandsrobotter til at sikre lasten.

SS Gairsoppa var ejet af et britisk-indisk transportfirma, men fragtskib blev beordret i britisk militærtjeneste ved Anden Verdenskrigs udbrud.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere