Er urinstøv farligt?

Når festivalgængere en solrig dag lader vandet på stier, tørrer urinen hurtigt ind og bliver hvirvlet op sammen med støv af forbipasserende. Urinstøvet stinker, og en læser vil vide, om det er usundt

Til venstre i billedet ser du nogle af årsagerne til urinstøv på Roskilde Festival (Foto: Martin Lysholt Nielsen / Flickr Creative Commons)
Til venstre i billedet ser du nogle af årsagerne til urinstøv på Roskilde Festival (Foto: Martin Lysholt Nielsen / Flickr Creative Commons)

Når solen bager over Roskilde Festival, er der tradition for at bekæmpe varmen med en kølig øl eller to. Mindst.

Hvad der kommer ind skal som bekendt også ud igen, og det sker ofte ved at træde af på naturens vegne.

Ofte sker det dog ikke så langt fra de stier, som festivalens gæster tramper henover. Derfor hvirvles støv med urin på op, når vejret er tørt, og der lægger sig en stinkende støvsky hen over campingområdet.

Vor læser Ane-Sophie Hansen og mange andre festivalgængere kalder fænomenet for 'urinstøv'. Det lugter grimt og støvet får gæsterne til at hoste, og derfor spørger Ane-Sophie Hansen i en mail til Spørg Videnskaben:

- Er urinstøv farligt?

Læs også på Videnskab.dk: Bliver man lykkelig af at være på festival?

Urin er stort set steril
Da der er udsolgt til årets Roskilde Festival, og gæsterne traditionelt indtager mere væske end normalt, siger det sig selv, at der bliver udledt store mængder tis i løbet af festivalen - også uden for toiletterne.

Vi forstår hendes bekymring, for det kan da ikke være rart at få en sky af andres affaldsstoffer i hovedet. Derfor har vi sendt spørgsmålet videre til en forsker med speciale i sanitet og bakterier.

Men der er ikke noget at være bange for, beroliger professor Flemming Konradsen fra Institut for International Sundhed, Immunologi og Mikrobiologi ved Københavns Universitet. Urin fra en rask person betragtes nemlig som værende uskadeligt.

- Der er ikke rigtig så meget farligt i urin. Der er meget få organismer i urin, som kan give årsag til sygdom, forklarer han.

Læs også på Videnskab.dk: Hvorfor holder tatoveringer hele livet?

Irriterer næse og øjne
Han forstår dog godt, at folk føler ubehag, når urinstanken kryber op i deres næsebor.

- Hvis man tisser alle vegne, når temperaturen er høj, fordamper urinen hurtigt, og ammoniak fra urinen spredes derfor med luften. Urin stinker jo voldsomt, så lugten kan være irriterende, og folk kan jo nærmest få løbende øjne af det, siger Flemming Konradsen.

- Det er klart, at det kan genere næse og øjne. Men det er ikke som sådan et sundhedsproblem.

Læs også på Videnskab.dk: Hvorfor lugter mine egne prutter bedst?

Hygiejne et større problem
Til gengæld indskærper professoren, at afføring og dårlig hygiejne kan være et problem ved festivaler - især når det er varmt, og folk bor tæt sammen.

- Der er mange flere virus og bakterier i fæces, da det er der, de sygdomsfremkaldende organismer bliver udskilt, siger Flemming Konradsen og forsætter:

- Hvis dine hænder har været i forbindelse med lort, og du ikke lige får vasket hænder, fordi du er småberuset, og der er kø ved vasken, eller hvis det spredes, fordi toiletterne flyder over, så er det et meget stort problem.

Rådet fra professoren er derfor at lade være med at bekymre sig alt for meget om urinstøv og i stedet sørge for at opretholde gode toiletvaner.

Læs også på Videnskab.dk: Hvorfor er lorten brun?

Foto:
· Martin Lysholt Nielsen / Flickr Creative Commons
· René Clausen Nielsen / Flickr Creative Commons

1 af 2 Når det er solrigt, skal man bekymre sig om urinstøv på Roskilde Festival. Når det regner, er der så noget andet, man skal bekymre sig om (Foto: René Clausen Nielsen / Flickr Creative Commons)
2 af 2 Til venstre i billedet ser du nogle af årsagerne til urinstøv på Roskilde Festival (Foto: Martin Lysholt Nielsen / Flickr Creative Commons)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere