Se de bedste foto af Månen nogensinde

NASAs månesonde Lunar Reconnaissance Orbiter (LRO) har for altid ændret vores syn på Månen. Aldrig har vi set den i skarpere fokus og med så overvældende stor detalje

Månens bagside set af rumsonden Lunar Reconnaissance Orbiter. Kortlægningen afslører, at bagsiden er tæppebombet med små og store kratere. (Foto: NASA)
Månens bagside set af rumsonden Lunar Reconnaissance Orbiter. Kortlægningen afslører, at bagsiden er tæppebombet med små og store kratere. (Foto: NASA)

Månen har fået lavet et enestående portræt, der i detaljeringsgrad langt overgår alle tidligere billeder af den hullede overflade.

Kunstneren er NASAs rumsonde Lunar Reconnaissance Orbiter (LRO), der ved hjælp af sine syv instrumenter har leveret den nette sum af 192 terabit data, billeder og kort – det svarer til den mængde information, der kan være på 41.000 typiske DVD-film.

Se flere foto og en video på Videnskab.dk

Fire milliarder målinger
Det arbejde er NASA ovenud tilfreds med.

- Dette er en fantastisk landvinding. Rumsondens udforskning af Månen har produceret meget mere, end vi har turdet håbe på, siger Douglas Cooke, der leder Exploration Systems Mission Directorate ved NASAs hovedkvarter i Washington.

En af de ting, som rumsonden kan bryste sig af, er, at den ved hjælp af en laser, den såkaldte Lunar Orbiter Laser Altimeter (LOLA) har lavet det mest præcise og komplette topografiske kort til dags dato af Månens komplekse og svært kraterbefængte landskab. Kortet er frembragt af 4.000.000.000 målinger.

Laserens arbejde er i sig selv noget af en bedrift taget i betragtning af, at den har taget mere end 100 gange så mange målinger, som alle øvrige månesonder har produceret tilsammen, og dette giver måneforskere uanede muligheder for at blive klogere på den lille klodes tilblivelse, og hvad den har været udsat for i sin knap fire milliarder år lange eksistens.

Læs også på Videnskab.dk: Hvem ejer Månen?

Billederne afslører detaljer på en halv meter
Den nye kortlægning af Månen vækker begejstring i Danmark.

- Dette er grundforskning, når den er bedst, og det er et helt unikt datasæt, vi her har fået af Månen. Det vil uden tvivl kaste en masse resultater og ny viden af sig, siger lektor Henning Haack fra Naturhistorisk Museum i København, der har specialiseret sig i Solsystemets dannelse.

Det overraskende findes ofte i detaljen, og den nye kortlægning af Månens overflade har så høj en opløsning, at den kan kortlægge selv små kratere, der er skabt af kaskader af mindre objekter, som solsystemet bugner af den dag i dag. Faktisk er opløsningen så høj, at man kan se detaljer, hvis udstrækning kun er en halv meter.

Læs også på Videnskab.dk: Bliver man ramt af meteorer på Månen?

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere