Robotten Ruby knækker professorterningen på rekordtid

Robotten Ruby er nu verdens hurtigste til at løse professorterningen

Med tiden 10,18 sekunder er Ruby nemlig en hel del hurtigere end robotten Cubinator, der i oktober sidste år kunne løse terningen på 18,2 sekunder.  (Foto: Screendump fra video)
Med tiden 10,18 sekunder er Ruby nemlig en hel del hurtigere end robotten Cubinator, der i oktober sidste år kunne løse terningen på 18,2 sekunder. (Foto: Screendump fra video)

Husker du den forbandede professorterning? Det lille forheksede stykke legetøj med pang-farver, der tryllebandt store dele af befolkningen i 1980'erne - længe før der var noget, der hed Playstation 3 eller Nintendo Wii.

En lille djævel, der plagede de mange, fordi den bare var umulig at løse. Mens de særligt udvalgte høstede ros og anerkendelse i skolegården, når de blærede sig med at vride på terningen, indtil vupti - farverne lå på deres rette plads.

Den originale 3 x 3 x 3 'Rubiks Cube' - som er professorterningens officielle navn - kunne fejre 30 års jubilæum sidste år - og terningen har stadig en trofast skare af fans rundt om i verden.

Men det er ikke alle fans, der synes, at det er udfordrende nok at bakse med terningen i hænderne. De bygger robotter til at klare opgaven.

Nu har en gruppe studerende ved Swinburne University of Technology i Australien sat samtlige konkurrenter til vægs - de har skabt en robot, der på lidt over 10 sekunder er i stand til at løse professorterningen.

Se robotten i aktion her

Bachelor-projekt blev til rekordindehaver
Robotten, der lystrer navnet Ruby, er bygget fra bunden af seks studerende, som led i deres bachelorprojekt i software-engineering.

- Ruby skanner hver side af den blandede professorterning gennem et web-camera. Derefter bruger Ruby en algoritme til at udregne en løsning, som derefter bliver til en kommando for robottens arme, forklarer professor Chris Pilgrim fra Swinburne University ifølge en pressemeddelelse.

Mennesket er stadig foran
De seks studerende håber, at Guinness Verdensrekordbog vil optage deres robot som den hurtigste i verden til at løse professorterningen.

Med tiden 10,18 sekunder er Ruby nemlig en hel del hurtigere end robotten Cubinator, der i oktober sidste år kunne løse terningen på 18,2 sekunder.

Men de australske studerende har stadig et stykke udviklingsarbejde foran sig.

For når det gælder evnen til at løse Rubiks Cube, er mennesket stadig forrest.

16-årige Feliks Zemdegs fra Melbourne i Australien er nemlig i uhyggelig grad i stand til at klare opgaven.

Den klassiske 3 x 3 x 3 professorterning løser han i verdensrekordtiden 6,24 sekunder.

Se Feliks Zemdegs løse en professorterning i rekordtid
(nederst i artiklen)

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere