Derfor er chancen for raketsucces vokset

Sandsynligheden for, at den danske raket kommer til vejrs fredag, er steget siden sidste års fuser

Sidste år gik det galt, da den danske amatørraket Heat-1X Tycho Brahe skulle sendes op i atmosfæren, men det betyder ikke, at tilskuere og andet godtfolk skal mindske optimismen forud for fredagens forsøg ud for Nexø på Bornholm. Tværtimod.

For siden sidste års fuser har teamet bag arbejdet intenst på at forbedre systemerne, hvilket ifølge raketbygger Kristian von Bengtson også er lykkedes.

- Vi har lavet forbedringer, der er med til at mindske vores stress. Og jo mindre stresset du er, jo mindre er du tilbøjelig til at lave fejl. Det giver større sikkerhed omkring tingene, og det er i høj grad med til at øge sandsynligheden for succes, siger han.

I år får raketten således strøm fra en ekstern strømkilde helt frem til affyringstidspunktet. Sidste år kørte raketten på egen strøm hele tiden, og det gav et tidspres i forhold til, om mandskabet kunne nå det hele, inden raketten løb tør.

Derudover er kølesystemet forbedret - ligeledes for at raketten kan stå i længere tid og vente på at blive gjort klar.

- Det er vigtigt, at man er i stand til at tage fornuftige beslutninger på et fornuftigt grundlag og i fornuftig tid. Og det hjælper disse ting med, siger Kristian von Bengtson.

Selvom det mislykkede forsøg sidste år naturligvis var ærgerligt, når nu raketfolkene havde håbet på et andet udfald, så var det dog ingenlunde spildt for Kristian von Bengtson.

- Selv fejl, der kan ses som katastrofale, lærer vi også af.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere