Din opmærksomhed er styret af sladder og rygter

I en flok af fremmede mennesker bruger du mest tid på at granske det ansigt, som har en skidt historie klistret på sig, viser ny forskning

Til eksempelvis fester vil du med stor sandsynlighed bruge mere tid på at granske ansigtet hos den, som er forbundet med negativ sladder (Foto: Colourbox.com)
Til eksempelvis fester vil du med stor sandsynlighed bruge mere tid på at granske ansigtet hos den, som er forbundet med negativ sladder (Foto: Colourbox.com)

Du kender situationen. Din ven har inviteret dig til en fest, hvor du ikke kender et øje.

Med velkomstdrinken i hånden fortæller han dig lynhurtigt, hvem der er hvem i den brogede skare af fremmede mennesker.

Mens din ven snakker, screener du gæsterne med dine øjne, og hvilken persons ansigt tror du så, at du gør længst ophold ved?

Manden, som er kendt for at blive voldelig efter et par drinks, eller kvinden, der med hjertemassage reddede en gammel mand i forgårs?

Hvis et nyt forskningsresultat står til troende, som offentliggøres i dagens udgave af det videnskabelige tidsskrift Science, vil du med stor sandsynlighed bruge mere tid på at granske ansigtet hos den, som er forbundet med negativ sladder - frem for den, der er forbundet med neutral eller positiv sladder.

- Det er et spændende forskningsresultat, som vil få evolutionspsykologer til at juble. For det kan være en del af forklaringen på, hvordan vi som mennesker undgår at komme i skidt selskab, som potentielt kan bringe vores liv i fare. For vores sociale omgang i form af sladder styrer tilsyneladende, hvor meget opmærksomhed vi tildeler den enkelte i et større selskab, siger Thomas Zoëga Ramsøy, da Videnskab.dk præsenterer ham for de dugfriske resultater.

Thomas Zoëga Ramsøy er hjerneforsker ved CBS og Hvidovre Hospital.

Læs også på Videnskab.dk: Menneske-robot trigger din psyke

Sladder skærper din ansigtsgenkendelse
Det er amerikanske forskere fra henholdsvis Northeastern University og Harvard Medical School, der står bag den aktuelle forskning.

De er kommet frem til resultaterne gennem et ganske interessant eksperiment.

De inviterede 66 unge studerende til at deltage i eksperimentet og præsenterede dem først for 30 ansigter, som ikke var særligt iøjnefaldende med et neutralt udtryk.

Hvert ansigt var parret med en sætning, som beskrev en social negativ opførsel (kastede en stol efter sin klassekammerat), en social positiv opførsel (hjalp en gammel dame med sine indkøb) eller en social neutral opførsel (gik forbi en mand på vejen).

Efter denne indlæring skulle forsøgsdeltagerne kigge ind i et stereoskop, hvor de i vilkårlig rækkefølge ville blive introduceret for de 30 ansigter – nu uden tekst – på det ene øje og for et hus på det andet øje.

Deltagerne skulle så med et tryk på to forskellige taster angive, hvornår de gav huset opmærksomhed, og hvornår de gav ansigtet opmærksomhed.

Læs også på Videnskab.dk: Modgang er godt for psyken

Negativ sladder slår positiv
Og her kommer det interessante: Forsøget viste, at deltagerne brugte mest tid på at kigge på de ansigter, som havde fået et negativt prædikat på sig. Altså dem, som var forbundet med negativ sladder. Forsøgsdeltagerne brugte derimod ikke ekstra tid på at granske de ansigter, som var forbundet med neutral eller positiv sladder.

Læs også på Videnskab.dk: Psykologiforsøget der løb løbsk

0 kommentarer
Vis kommentarer