Tavs om omfattende svindel

Det europæiske politi Europol afslører, at der bliver svindlet med 90 procent af CO2-kvoterne. Afsløringerne kommer efter Ekstra Bladet har omtalt sagen

Connie Hedegaard vil ikke kommentere Ekstra Bladets afsløringer. (Foto: Jens Dresling)
Connie Hedegaard vil ikke kommentere Ekstra Bladets afsløringer. (Foto: Jens Dresling)

Ifølge det europæiske politi Europol er det europæiske marked for handel med CO2 gennemsyret af svindel. I visse lande er op til 90 procent af omsætningen relateret til svindel, meddeler Europol.

I alt anslås det, at der i de seneste 18 måneder er blevet svindlet for mere end 37 milliarder kroner. Europol udpeger i sin pressemeddelelse det danske CO2-marked. I maj i år blev der i det danske kvotesystem registreret en voldsom stigning i omsætningen af CO2-kvoter, hvor 'adskillige hundrede millioner' kvoter blev handlet på kryds og tværs.

På det tidspunkt kostede en enkelt kvote 12,5 euro - lidt over 90 kroner.

Europol nedsætter derfor nu en arbejdsgruppe med repræsentanter fra seks lande, der skal bekæmpe den omfattende svindel.

Ekstra Bladet har i en række artikler dokumenteret, at det danske kvoteregister - der registrerer handlen med kvoter - er gennemhullet som en si. Adskillige konti er registreret under falsk navn eller af firmaer, der er under tvangsopløsning.

Energistyrelsen har svaret på Ekstra Bladets kritik ved at sige, at 'der er styr på det'.

Indtil for få uger siden var det tidligere klima- og energiminister Connie Hedegaard der havde ansvaret for driften af registeret. Nu ligger det hos hendes efterfølger Lykke Friis.

Connie Hedegaard vil ikke udtale sig til Ekstra Bladet om sagen.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere