Kæmpeisflage på Sydpolen bryder op

Endnu en kæmpe ishylde river sig løs fra fastlandet på Antarktis. Forskere er bekymrede over, at Sydpolens is bliver ustabil og flyder ud i havet

En gigantisk isflage, der ligger på vandet, er ved at bryde op og rive sig løs fra Antarktis-halvøen syd for Sydamerika.

Satellitfotos viser, at Wilkins-isshelfen (ishylden) nu er så fuld af revner, at den truer med at brække den "isbro", der har forbundet shelfen med øen Charcot, som ligger vest for Den Antarktiske Halvø.

I juli vurderede en tysk forsker, dr. Matthias Braun, at shelfen havde mistet et areal på omkring 1350 kvadratkilometer. Yderligere 500-700 kvadratkilometer is går tabt, hvis isbroen til øen Charcot kollapser.

Det påvirker ikke i sig selv vandstanden i havene, når de enorme ishylder på det store frosne kontinent ved Jordens sydpol river sig løs og flyder ud i åbent hav, eftersom isen i forvejen ligger på vandet. Men isshelfernes opbrud kan være reaktioner på ændret klima i området, og det er et klart faretegn.

Omkring 90 procent af klodens ismasser er bundet i den op til fire km tykke iskappe på Antarktis, og hvis "bare" den mindre iskappe på Vestantarktis bliver ustabil og smelter, vil vandstanden i havene stige med over seks meter. Derfor er udviklingen på Sydpolen af afgørende betydning for klimaet og menneskehedens fremtid.  

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere