Derfor kollapsede World Trade Center

Et forskerhold har udviklet 3D-animation, der viser, hvorfor tvillingetårnene styrtede sammen, efter at de var blevet ramt af kaprede fly

En computersimulation af terrorangrebet på World Trade Center i 2001 illustrerer, hvordan de kaprede passagerfly smadrede ind i tvillingetårnene, nedbrød de bærende stålkonstruktioner og fik bygningerne til at styrte sammen.

Et forskerhold fra Purdue Universitet har brugt to et halvt år på at udvikle en 3D-animation, der detaljeret forklarer, hvorfor terroristernes selvmordsplan blev langt mere ødelæggende, end de sikkert selv havde turdet håbe.

- Da man først designede World Trade Center, tog man højde for, at et fly ved et uheld kunne ramme bygningen. Man havde dog ikke taget højde for, at brandudviklingen kunne blive så voldsom, siger Christoph Hoffman fra forskerteamet.

Brandisolering svigtede
Hoffman håber, at forskernes arbejde kan få myndighederne til at øge kravene til højhusbyggeri og således bidrage til sikrere skyskrabere. 3D-animationen blev 1. juni offentliggjort på Youtube og er frem til torsdag blevet set mere end 330.000 gange.

Purdue-forskerne er langt hen af vejen enige med en undersøgelsesrapport fra 2005, der konkluderede, at den enorme varmeudvikling - forårsaget af flyenes fyldte brændstofdepoter - fik brandisoleringen på stålkonstruktionerne til at skalle af og dermed resulterede i tvillingetårnenes kollaps.

2800 mennesker omkom
Rapporten kom med 30 anbefalinger til forbedringer af bygninger, der er højere end 20 etager. En af de centrale anbefalinger lyder, at de bærende stålkonstruktioner skal have en bedre og mere modstandsdygtig brandisolering.

Knap 2800 mennesker mistede livet, da to kaprede Boeing 767-passagerfly om morgenen den 11. september 2001 fløj ind i de 110 etager høje kontorbygninger på Manhattan i New York.

Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen