Nyt mikroskop gør negl stor som Fyn

Nye supermikroskoper klar til start på Danmarks Tekniske Universitet, hvor man nu kan forstørre så kraftigt, at en fingernegl ville fylde det samme som Fyn

Med syv nye supermikroskoper og en specialsikret bygning får forskere på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) nu enestående muligheder for at designe nye materialer. Verdens kraftigste samling af mikroskoper blev fredag indviet på DTU af skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller. DTU's Center for Elektron Nanoskopi er skabt på baggrund af en stor donation fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

- Det er enestående, at et ambitiøst center på én gang både kan blive bygget og udstyret med det absolut ypperste inden for elektronmikroskopi. De eksperimentelle muligheder for dansk forskning i materialer og nanoteknologi bliver dermed løftet til verdensklasse. Det vil få stor indflydelse på nanoforskning i hele verden, siger DTU's rektor, Lars Pallesen.

Et af de nye mikroskoper er et næsten fire meter højt såkaldt Environmental Transmission Electron Microscope, der er udviklet af den verdensførende mikroskopleverandør FEI Company i samarbejde med DTU. Mikroskopet er det kraftigste af sin art i verden.

- Med det nyudviklede mikroskop vil vi kunne se detaljer på atomart niveau, i fremtiden også i 3D. Vi kan forstørre så kraftigt, at en fingernegl ville fylde det samme som Fyn, siger direktøren for nanoskopi-centret, dr. Rafal E. Dunin-Borkowski.

0 kommentarer
Vis kommentarer