Sådan snyder dine sanser dig i mørket

Selv når der intet lys er, kan vi mennesker følge vores hænders bevægelser meget nøjagtigt med øjnene. Vi tror endda, vi kan se dem, viser et eksperiment

(Modelfoto: Colourbox)
(Modelfoto: Colourbox)

Hvis man er lukket inde i et rum, hvor der intet lys er, så kan man ikke se noget. Eller kan man? Ifølge et nyt studie tyder det på, at vores sanser påvirker hinanden så meget, at vi nogle gange ser noget, vi faktisk ikke kan se.

Lyder det forvirrende, så forestil dig, at du er i et rum uden lys. Du vifter din hånd frem og tilbage foran dit ansigt. Kan du se hånden? Teoretisk set vil svaret være nej, men i praksis kan du måske godt alligevel. Forskere fra University of Rochester i USA har sat 129 personer til at udføre netop den øvelse, og her kunne de fleste faktisk se deres hånds bevægelser og følge den med øjnene.

Se en video, hvor testpersonerne udfører øvelsen, hos Videnskab.dk

- Ifølge den nuværende forståelse af et naturligt syn, så kan det ikke lade sig gøre, siger hjerneforskeren Duje Tadin, der står bag undersøgelsen. Alligevel målte en såkaldt ’eye tracker’, der fulgte testpersonernes øjenbevægelser, at over halvdelen af personerne kunne 'se' håndens bevægelser med øjnene.

Hvordan kan det så være, at forsøgspersonerne kunne se alligevel? Forskerne bag undersøgelsen mener selv, at det er fordi, vi kan mærke vores hånd. Det påvirker, hvad vi ser, og derfor kan vi reelt ikke vide, hvor meget der skyldes synssansen alene, og hvor meget der skyldes de andre sanser, siger forskerne.

Læs også hos Videnskab.dk: Forelskelse påvirker lugtesansen

Thomas Alrik Sørensen, der er adjunkt ved Aalborg Universitet og forsker i visuel perception og bevidsthed, mener også, at sanserne kan påvirke hinanden, uden at vi nødvendigvis opdager det.

- Den muskelfeedback, der kommer dels fra øjenbevægelserne samt musklerne i arm og hånd, er så vant til at følge hinanden og dermed også vant til, at der kommer et visuelt input - altså at de synkroniserede bevægelser påvirker synsrepræsentationen, hvorved man svagt kan fornemme et visuelt sanseindtryk, siger han.

På den måde kan et indtryk fra følesansen altså give et svagt udslag hos synssansen. Men det omvendte kan også lade sig gøre.

Læs også hos Videnskab.dk: Er smerte vores 6. sans?

- For eksempel benytter en række elite-idrætsudøvere sig af at visualisere den øvelse, de skal lave, hvilket lader til at kunne påvirke de områder i hjernen, der skal bruges i øvelsen. Så har vi et bestemt netværk, der repræsenterer et bestemt handlingsmønster, som normalt indeholder både visuel og proprioceptiv information. Altså når vi både skal bruge synssansen og bevæge vores krop, så kan associationen være så stærk, at stimulering af blot den ene laver en svag aktivitet i den anden, siger Thomas Alrik Sørensen.

Forskerne bag undersøgelsen mener selv, at forsøgspersonerne kunne følge deres hånd, fordi vores følesans kan påvirke synssansen.

Andre artikler hos Videnskab.dk:

Du har mindst fire stedsanser

Den sjette sans kan være rytmesansen

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere