Kærlighedshormon får ham til at blive nyforelsket i dig

Mænd bliver mere tiltrukket af deres partner end af andre kvinder, hvis de lige har lugtet til et særligt hormon, viser en ny undersøgelse

(Arkivfoto)
(Arkivfoto)

Hvorfor vælger vi mennesker egentligt at binde os til hinanden? Tidligere forskning viser, at hormonet oxytocin spiller en rolle, men man har ikke vidst præcist, hvad dette kærlighedshormon gør ved hjernen.

Nu viser en ny undersøgelse, at mænd, der lugter til hormonet oxytocin, så det kommer ind i blodet, bliver mere tiltrukket af deres partner end af andre kvinder. Det skriver Videnskab.dk

Undersøgelsen viser, at hormonet øgede aktiviteten i belønningssystemet i mændenes hjerne, når de kiggede på billeder af deres kærester.

- Øget aktivitet i belønningssystemet tyder på, at mændene får en større oplevelse af glæde ved at kigge på deres kærester. Det ville sikkert også gælde for kvinder, hvis de lugtede til oxytocin, siger Troels Kjær, overlæge på Neurofysiologisk afdeling på Rigshospitalet, ekstern lektor på Københavns Universitet og ikke en del af holdet bag undersøgelsen.

Gennem to eksperimenter undersøgte gruppen af forskere fra Bonn Universität, Ruhr-Universität Bochum, og 'University of Electronic Science and Technology of China' 40 heteroseksuelle mænd, delt op i to grupper.

Læs også hos Videnskab.dk: Derfor gør kærlighed dig uovervindelig

Mændene havde alle været sammen med deres kærester i længere end seks måneder og udtalte at være forelskede i dem.

Forskerne bad halvdelen af mændene fra hver gruppe om at lugte til hormonstoffet oxytocin, så de fik hormonet ind i blodet. Den anden halvdel blev bedt om at lugte til et placebo-stof, altså et stof uden virkning.

Mændene og forskerne vidste ikke, hvilket stof den enkelte mand havde lugtet til, før forsøget var slut. Så fik den første gruppe mænd vist billeder af deres kæreste og fremmede kvinder. Den anden gruppe fik vist billeder af kæresten og kvinder, de kendte. Samtidig blev mændene scannet i en MR-hjernescanner.

Læs også hos Videnskab.dk: Kærlighedshormon kan kurere generthed

Alle grupper af deltagere blev samtidig bedt om at evaluere, hvor tiltrækkende de fandt kvinderne på billederne.

Resultatet viste, at mændene, der havde duftet til oxytocin inden forsøget, generelt fandt deres kærester mere tiltrækkende. Samtidig havde de større aktivitet i belønningssystemet, når de så på billeder af deres kærester, end når mænd, der havde lugtet til placebo-stoffet, så på billeder af deres kærester.

Men der var ikke nogen betydelig ændring i de 'oxytocin-høje' mænds tiltrækning til de kvinder, som ikke var deres kæreste.

Andre artikler hos Videnskab.dk:

Hvorfor bliver man træt efter en orgasme?

Kan man gå gennem livet uden at blive forelsket?

0 kommentarer
Vis kommentarer