Julelysene forurener mere end fem gamle regionaltog

De tynde lys på juletræet udsender mere end to millioner nanopartikler per cm3 – til sammenligning udsender de gamle regionaltog 3-400.000 partikler, når de ruller ind på Nørreport Station

(Foto: Peter Mydske)
(Foto: Peter Mydske)

To ting, som sjældent forbindes med hinanden, er jul og nanopartikler. Umiddelbart skulle man jo heller ikke tro, at de havde noget med hinanden at gøre.

Men der er en grund til at holde øje med røgen fra vores hyggespredende fyrfadslys, kronelys, kalenderlys og juletræslys. Vi ved nemlig, at de levende lys forurener vores hjem med rigtig, rigtig mange nanopartikler.

En DTU-undersøgelse har påpeget, at der i halvdelen af de undersøgte hjem gennemsnitligt blev brændt stearinlys i mere end to timer om dagen. I de hjem stod stearinlysene for 58 procent af den samlede indendørs partikelforurening.

Det skriver Videnskab.dk

Faktisk var forureningen fra stearinlysene så høj, at det gjorde de danske hjem lige så forurenede som en lejlighed i Beijing. Forskellen er bare, at kinesernes forurening siver ind fra gaden, mens vi i Danmark selv forårsager den i hjemmet.

Vi er gået i laboratoriet for at foretage vores egen vaskeægte laboratorieundersøgelse sammen med en af bagmændene til den førnævnte DTU-undersøgelse, Gabriel Bekö, der er lektor ved Institut for Byggeri og Anlæg, Danmarks Tekniske Universitet.

Læs også hos Videnskab.dk: Stearinlys fylder hjemmet med nanopartikler

- Jeg tror, de bliver ret slemme, de lys der, konstaterer Gabriel Bekö bekymret, da han ser vores medbragte juletræslys, der på pakken beskrives som 100 procent ren stearin.

Og ganske rigtigt: Det tager de 21 lys lige under to timer at brænde ud. I al den tid har de to partikelmålere, som startede på 2.000 og 3.000 nanopartikler per kubikcentimeter, været på overarbejde.

Fra det sidste lys blev tændt, tog det ikke mange sekunder, før målerne begyndte at opfatte forandringen i lokalet. Antallet af nanopartikler per kubikcentimeter steg hurtigt til et par hundredetusinde, så en million, og efter otte minutter lå tallet på mere end to millioner.

Læs også hos Videnskab.dk: Overraskende fund: Nanopartikler rammer gennem mave og tarm

- Når et af de gamle regionaltoge ruller ind på Nørreport station, så ligger partikelmængden omkring 300.000 til 400.000 per kubikcentimeter. Her snakker vi over to millioner i flere timer inde i vores hjem. Det er ret meget, siger Gabriel Bekö.

Da røgen fra det sidste lys stiger til vejrs i lokalet, åbner Gabriel Bekö straks vinduet for at lufte ud. Effekten indtræffer umiddelbart: På blot tre minutter falder antallet af nanopartikler til under 50.000 per kubikcentimeter.

- Men hvor mange, tror du, gør det en kold vinteraften? spørger Gabriel Bekö.

Andre artikler hos Videnskab.dk:

Elektrisk lys og skærmtid ødelægger søvnen og skader helbredet

Vores sanser snyder os til at se i mørke

0 kommentarer
Vis kommentarer