Astronauter prøver at reparere rumstation

To astronauter på rumvandring for at fikse rumstationens kølesystem, der har lukket dele af stationen

To astronauter forsøger at reparere kølesystemet på Den Internationale Rumstation (ISS), der er i kredsløb om Jorden.

Astronauternes rumtur lørdag ventedes at vare i seks timer, meddeler Nasa, den amerikanske rumfartsadministration.

Nasa oplyser videre, at kølesystemet ikke kan fikses på blot én rumvandring. Der skal tre til.

Astronauterne Rick Mastracchio og Michael Hopkins skal derfor på rumvandring igen mandag og juledag.

- Smuk dag. Fantastisk udsigt, lød det fra Mastracchio, da han åbnede lugen ud til det ugæstfrie miljø uden for ISS og indledte arbejdet.

Han har seks gange tidligere været på rumvandring, mens det var første gang for Hopkins.

Problemet med kølesystemet opstod i forrige uge, og det førte til, at de seks ombordværende på ISS slukkede for alt udstyr, der ikke regnes for strengt nødvendigt.

Det betyder, at en lang række videnskabelige eksperimenter er suspenderet.

Nasa siger, at de ombordværende ikke er i fare.

15 lande er involveret i projektet med ISS, som er i kredsløb mere end 400 kilometer over Jordens overflade.

Der er blandt andet en russisk del af ISS, og den fungerer med et separat kølesystem.

0 kommentarer
Vis kommentarer