Nu går den vilde jagt: Her er meteoritten landet

Forskere har beregnet, hvor meteorit er landet i Danmark – dusør til den heldige finder

Ildkuglen blev fotograferet af særlige kameraer. (Foto: Statens Naturhistoriske Museum)
Ildkuglen blev fotograferet af særlige kameraer. (Foto: Statens Naturhistoriske Museum)

Siden adskillige mennesker natten til søndag observerede en kraftig ildkugle, der bevægede sig i en bane over den danske nattehimmel, er der blevet gættet på, hvor den formodede meteorit er landet.

Men nu har forskere fra Statens Naturhistoriske Museum og Niels Bohr Instituttet indkredset et muligt nedfaldsområde.

- Vi har på baggrund af fem videokameraer og oplysninger fra øjenvidner kunnet indkredse et område, hvor meteoritten er landet, siger Henning Haack, der er lektor på Statens Naturhistoriske Museum.

- Den er faldet ned lidt syd for Holstebro. Vi vil meget gerne høre fra folk i området, hvis de har set meteoritten, siger han til Ekstra Bladet.



Han oplyser, at det mest sandsynlige nedfaldsområde ligger mellem Holstebro og Videbæk, som det kan ses på kortet. Det kan dog stadig ikke udelukkes, at der også kan findes meteoritter uden for det markerede område.
Han oplyser, at det mest sandsynlige nedfaldsområde ligger mellem Holstebro og Videbæk, som det kan ses på kortet. Det kan dog stadig ikke udelukkes, at der også kan findes meteoritter uden for det markerede område.


(Zoom ind på kortet her.)

Danmark bliver i gennemsnit ramt af meteoritter to-tre gange om året, men det er sjældent, at de bliver fundet. Sidst, en meteorit blev fundet i Danmark, var i 2009.

Men denne gang har forskerne gode spor at gå efter i jagten på den sjældne sten- eller metalklump fra det ydre rum.

- Det var klassisk flot vejr, hvilket gav en masse mennesker mulighed for at se ildkuglen. Desuden havde vi opstillet flere videokameraer som en del af vores beredskab, forklarer han.

Se også: Her ses mystisk ildkugle over Danmark

Der er også et par personer, der har hørt overlydsbrag i forbindelse med ildkuglen. Det gør ifølge Henning Haack denne ildkugle særlig interessant.

- Overlydsbragene kan bruges til at indkredse, hvor en meteorit kan være faldet, siger lektoren.

Han opfordrer folk til at tage et foto af meteoritten og sende det til ham, hvis man finder den.

- Vi vil helst have, at meteoritten bliver liggende på jorden, så vi kan dokumentere, hvor den blev fundet. Men hvis den ligger på en vej eller cykelsti, så er det i orden at flytte den.

Henning Haack oplyser, at meteoritten ifølge loven tilhører den danske stat.

- Den tilhører os alle sammen og bør ligge på et museum, så alle kan se den, men der vil være dusør til den heldige finder, lover han.

0 kommentarer
Vis kommentarer