Kræftceller sendes på selvmordsmission i rummet

Kræftceller dræber sig selv, når de er vægtløse. Derfor er de sendt på rumrejse i håb om nye behandlingsmetoder

(Foto: Jesper Rais)
(Foto: Jesper Rais)

Nogle potentielt dødelige kræftceller fra skjoldbruskkirtlen bliver i aften sendt ud i rummet i en NASA-raket med retning mod Den Internationale Rumstation.

Formålet er at finde ud af, hvorfor de livsfarlige celler begår selvmord, når der ikke er tyngdekraft.

Bag forskningsprojektet står en professor i biomedicin ved Aarhus Universitet og Space Medicin-gruppen. De har i årevis forberedt opsendingen af cellerne i samarbejde med NASA og glæder sig til at finde ud af, hvad de kan bruge forsøget til.

- Vi har brugt lang tid på projektet, så når vi får cellerne tilbage på jorden, begynder det spændende for alvor. Her vil vi kunne undersøge, hvad der er sket med dem. Vores største håb er, at vi kan finde frem til noget, der kan bidrage til nye principper til behandling af kræft, fortæller Thomas Juhl Corydon, der er lektor ved Institut for Biomedicin og medlem af Space Medicin-gruppen.

Se også: Utroligt astro-fund: Vi er SÅ tæt på at finde liv i rummet

Ny kræftkur?
Det er vægtløsheden, der får cellerne til at opføre sig anderledes, end når de er påvirket af tyngdekræften, og det har betydning for kræftforskningen.

Og hvis forskerne bliver klogere på, hvorfor cellerne dræber sig selv i rummet, kan det forhåbentlig også hjælpe dem på vej til at finde ud af, hvordan de kan dræbes her på jorden.

- Almindelige raske celler har en slags naturlig udløbsdato. Kræftceller har den kedelige egenskab, at de er udødelige. Det er derfor, de er så farlige. Vi håber, vi kan aflure, hvordan det kan være, at de ikke kan overleve uden tyngdekraften og derefter udvikle et medikament, der kan bruges her på jorden. Vi kan jo ikke sende patienterne ud i rummet, forklarer Thomas Juhl Corydon til Ekstra Bladet.

- Vi har før lavet forsøg her på jorden i et rum med simuleret vægtløshed. Men på jorden kan man ikke opnå ligeså stor vægtløshed, som man kan i rummet. Og det er netop vægtløsheden, der gør, at cellerne begår selvmord. Så det skal ud et sted, hvor der næsten ingen tyngdekraft er - og det er ude i rummet, tilføjer han.

Han fortæller også, at de tidligere forsøg har vist, at 30 procent flere kræftceller dør under vægtløshed, end når de er påvirket af tyngdekraften.

Se også: Ekko beviser at Big Bang skabte alt

Mere effektiv medicin
Cellerne vil befinde sig i en boks med en væske, der er fyldt med næringsstoffer, så de kan overleve. Det vil tage mellem en og tre dage at nå Den Internationale Rumstation, hvor boksen vil blive afleveret til de astronauter, der arbejder på rumstationen. Her vil cellerne være i en måned, før de sendes tilbage og lander i Stillehavet.

Når cellerne har været i rummet i 10 dage, bliver de tilført en kemisk substans, der fryser deres indre. På den måde vil man kunne se, hvilken genstruktur cellerne havde efter 10 dage uden tyngdekraft.

- Vi håber, vi kan afdække og aflure nogle mekanismer, som vi ikke ville kunne se hernede på jorden, siger Thomas Juhl Corydon.

1 af 3 Raketten er over 80 meter høj og skal sendes 400 kilometer ud i rummet. (Foto: Jesper Rais)
2 af 3 (Foto: Jesper Rais)
3 af 3 (Foto: Jesper Rais)
kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen