Dansk forurening er på vej mod skyerne i EU

Danmark er det land blandt EU's 28 medlemslande, som sidste år havde den største stigning i CO2-udledningen

Mens EU's 28 medlemslande samlet forurenede mindre i 2013 end i 2012, så ligger Danmark øverst på listen over medlemslande, som forurenede mere.

Det viser nye tal fra EU's statistiske kontor, Eurostat, onsdag.

Danmarks CO2-udslip steg med 6,8 procent sidste år. Det er den højeste stigning blandt medlemslandene, som i 22 landes tilfælde havde mindsket deres CO2-udslip.

Gennemsnitligt faldt EU-landenes udslip faktisk med 2,5 procent.

- Danmark er gået fra at være klimaduks til at lægge sig bagerst i feltet i 2013. Det er en katastrofe. Nu må regeringen oppe sig og få klimapolitikken på ret kurs, siger Margrete Auken (SF), som sidder i EU-Parlamentets miljøudvalg.

I 2012 ledte Danmark 37,7 millioner ton CO2 ud i atmosfæren, og i 2013 steg tallet til 40,2 millioner ton. Det er en stigning på 6,8 procent.

I alt seks EU-lande forurenede mere end året før. Efter Danmark kommer Estland, som udledte 4,2 procent mere i 2013. På fjerdepladsen efter Portugal ligger Tyskland, som er det land, som udleder flest ton CO2 ud af de 28 EU-lande.

Vores store naboland mod syd udledte 759,9 millioner ton kuldioxid i 2013, hvilket står i stor kontrast til Cypern, som har mindsket sin udledning med 14,7 procent i perioden og kom ned på 5,5 millioner ton CO2 i 2013.

Middelhavsøen er dermed det land i EU, som har sænket sin udledning mest ifølge Eurostats estimater.

0 kommentarer
Vis kommentarer