Flere end 170 hajer fanget i australsk hajjagt

50 af hajerne var så store, at de efter reglerne kunne aflives. Jagten er sat ind efter flere fatale hajangreb

Flere end 170 hajer er blevet fanget i det vestlige Australien under en kontroversiel hajjagt. (Foto: AP)
Flere end 170 hajer er blevet fanget i det vestlige Australien under en kontroversiel hajjagt. (Foto: AP)

Flere end 170 hajer er blevet fanget i det vestlige Australien under en kontroversiel hajjagt, der blev iværksat efter flere dødelige hajangreb i området.

50 af de største hajer er blevet aflivet, siden jagten på hajerne blev sat ind i januar ud for nogle af de mest populære strande på vestkysten.

Indfangningen af hajerne, der blev sat i gang efter seks dødelige hajangreb på to år, har medført vrede og demonstrationer blandt både lokale og miljøforkæmpere, der mener, at tiltaget er i modstrid med internationale forpligtelser om at beskytte hvidhajen.

I en prøveperiode fra 25. januar til 30. april blev der opsat liner med madding ud for de mest besøgte strande. Alle hajer på over tre meters længde, der bed på og blev vurderet til at være en trussel - heriblandt hvid-, tyre- og tigerhajer - kunne aflives.

Tal fra forsøget offentliggjort onsdag viser, at 172 hajer blev fanget, mens 50 hajer blev destrueret - heriblandt en haj på 4,5 meter. 90 hajer blev mærket, inden de blev sluppet fri igen.

Fiskeriminister i Vestaustralien Ken Baston kalder forsøget en succes, der har genetableret en følelse af sikkerhed blandt delstatens strandgæster.

- Hajangreb har kostet for mange menneskeliv over de seneste år. Vores omhyggeligt implementerede politik er gået målrettet efter de farligste hajarter, som vi ved er i vores vande, siger han.

- Selvom vi aldrig vil få at vide, om nogle af de indfangede hajer har gjort skade på personer, så vil denne regering altid værdisætte menneskeliv højest, fortsætter han.

Delstatsregeringen har nu ansøgt de føderale myndigheder om tilladelse til at fortsætte programmet i tre år.

Eksperter siger, at det stigende antal hajangreb i australsk farvand hænger sammen med befolkningstilvæksten og en stigende interesse for vandsport.

0 kommentarer
Vis kommentarer