Kan ulve og bjørne blive overvægtige?

Kan vilde dyr i naturen blive overvægtige ligesom vores kæledyr? Få svaret her!

(Foto: Mick Olsen)
(Foto: Mick Olsen)

En smælderfed hankat, der ligger i en solstråle i vindueskarmen og dovner den, er et temmelig almindeligt syn i Danmark. Men kan vilde dyr i naturen egentlig blive overvægtige ligesom vores kæledyr alt for ofte bliver det?

Deller, sukkersyge, gigt og forhøjet blodtryk. Når vi hælder for meget mad og drikke i gabet, bliver vi smældfede og syge. Og det er lige meget, om vi er mennesker eller kæledyr. Men hvornår har du sidst set en fedladen ræv? Eller en flæsket gnu?

Hans Baagøe er kurator for pattedyr ved Statens Naturhistoriske Museum. Han kan ikke komme i tanke om, at hans øjne nogensinde har mødt synet af et overvægtigt vildt dyr.

- Pattedyr har ikke 'råd' til at være overvægtige. I naturen skal du enten løbe efter noget for at fange det. Eller også skal du løbe fra noget, der vil fange dig, fortæller Hans Baagøe til Videnskab.dk:

- I den forbindelse er det godt at have en god muskelsætning og en god knoglesætning. Men for meget fedt gør dig bare langsom.

Man kan sammenligne det med en maratonløber. Hvis hun bliver for fed, kan hun ikke gennemføre løbene - og så må hun udgå. Naturens verden er bare endnu mere konsekvent.

Læs også hos Videnskab.dk: Begår dyr selvmord?

Dér bliver dyret ædt, hvis det ikke kan løbe hurtigt nok. Og er et rovdyr for fedt, må det tabe sig, så det kan fange byttet. Derfor ser vi ikke livsstilssygdomme hos vilde dyr i naturen.

Det eneste tidspunkt, hvor man kan se tykke dyr, er, når arter som bjørn, hasselmus og grævling går i vinterhi. Men det kan man ikke kalde for overvægt, mener Hans Baagøe.

- Definitionen 'overvægtig' skal man i udgangspunktet holde til mennesker. For hvordan udregner man BMI på en flagermus? siger han og fortsætter:

Læs også hos Videnskab.dk: Bliv spist – og få flere børn!

- Når visse dyr går i dvale, vejer de godt nok mere, end de ellers gør. Flagermus er for eksempel tykke som tønder, når de går ind i kalkgruberne for at overvintre. Og så kommer de radmagre og sultne ud efter vinteren. Men det er jo ikke det samme som overvægt og undervægt.

Dyr bliver først usunde i det øjeblik, vi begynder at holde dem som kæledyr. Det fortæller Bengt Holst, videnskabelig direktør i Zoologisk Have København.

Læs også hos Videnskab.dk: Hvorfor væmmes vi ikke ved sex?

- Fysiologisk set er dyr i naturen lige så gode til at blive fede, som kæledyr og dyr i fangeskab. De får bare aldrig chancen. Men lige så snart, de bliver taget ud af deres naturlige omgivelser, bliver de påvirket af nye faktorer.

- Vi mennesker har det nemlig med at menneskeliggøre vores kæledyr. Vi har tendens til at give dem det mad, som vi også selv spiser. Skal vi have is og kage, skal de også have det. Og den slags er deres kroppe slet ikke gearet til at klare. Når de samtidig ikke får motion – som når de er ude i naturen – så er der basis for, at de bliver usunde, siger Bengt Holst.

Læs også: Derfor kan katte ikke smage søde sager

Læs også: Forskere barberer bizar penis

Læs også: Får man mere og kraftigere hår efter barbering?

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere