Fredagens asteroide er milliarder værd

Flyvende guldklumper: Mineselskaber får dollartegn i øjnene ved tanken om at sætte boret i asteroider

Asteroiden, der fredag aften dansk tid drønede tæt forbi Jorden, kan være op til 200 milliarder dollar værd - svarende til 1100 milliarder kroner. Det skriver det amerikanske tidsskrift Science Recorder på sin hjemmeside.

Den værdifulde klump, der vejer 130.000 ton og måler omkring 45 meter i diameter, passerede kloden i en afstand af 27.000 kilometer.

Umiddelbart langt væk, men efter astronomiske forhold særdeles tæt på. Mange satellitter svæver rundt længere væk fra jorden

Der er ikke tidligere registreret et objekt fra rummet af den størrelse, som er fløjet så tæt forbi jordoverfladen, som asteroiden navngivet 2012 DA14, og det har fanget flere mineselskabers interesse, skriver Science Recorder.

Deep Space Industries, et nydannet mineselskab, der påtænker at hive metaller ud af asteroider, skønner, at 2012 DA14 kan indeholde ædelmetaller og vand til en værdi af 200 milliarder dollar.

Selskabet mener, at det er muligt at udvinde metaller fra andre asteroider, der passerer tæt forbi Jorden.

- Denne uges gæst bevæger sig ikke i den rigtige retning, men det vil andre asteroider gøre, og vi ønsker at være parat, når de kommer, siger Rick Tumlinson, bestyrelsesformand for Deep Space Industries ifølge Science Recorder.

Mineselskaber vil være i stand til at beskytte Jorden mod potentielle nedslag og i samme ombæring sikre sig en profit, siger han.

Foreløbigt forsøger selskabet at finde metoder til at omdanne vand fra asteroider til brændstof for rumskibe. Selskabet håber også at kunne anvende metaller fra asteroider til at udføre reparationer på rumskibe.

Prislappen på 200 milliarder dollar for 2012 DA14 er i den lave ende sammenlignet med estimater fra andre mineselskaber.

Tidligere i år har selskaber skønnet, at endnu større asteroider, der passerer tæt forbi jordkloden, kan indeholde værdier for 1000 milliarder dollar.

2012 DA14 vender tilbage i 2046. Men ifølge det amerikanske rumagentur Nasa denne gang i en afstand på cirka 1,5 millioner kilometer fra Jorden. Månen befinder sig cirka 320.000 kilometer væk.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere