Kun brystmælk kan give babyer vitamin-underskud

Der er bred konsensus om, at det er godt og sundt at amme spædbørn, men hvor længe bør de udelukkende få brystmælk?

Nyt ph.d.-studie indikerer, at babyer, der kun får brystmælk, ser ud til at få for lidt af det livsvigtige vitamin B12, når de når firemåneders-alderen. (Arkivfoto: Torben Stroyer/JP)
Nyt ph.d.-studie indikerer, at babyer, der kun får brystmælk, ser ud til at få for lidt af det livsvigtige vitamin B12, når de når firemåneders-alderen. (Arkivfoto: Torben Stroyer/JP)

Nyt ph.d.-studie indikerer, at babyer, der kun får brystmælk, ser ud til at få for lidt af det livsvigtige vitamin B12, når de når firemåneders-alderen. Det strider mod WHO’s anbefaling om, at spædbørn udelukkende skal have modermælk de første seks måneder af deres liv.

Der er bred konsensus om, at det er godt og sundt at amme spædbørn. Anbefalingen fra World Health Organisation (WHO) og Sundhedsstyrelsen lyder på, at spædbørn udelukkende skal have modermælk de første seks måneder af deres liv.

Et nyt ph.d.-projekt fra Aarhus Universitet rokker dog ved denne opfattelse. Studiet viser nemlig, at modermælk tilsyneladende ikke kan opfylde behovet for det livsvigtige vitamin B12 hos spædbørn, når børnene runder fire måneder. Det skriver Videnskab.dk

-Før vi foreslår, at man ændrer på anbefalingerne skal vores konklusioner dobbelttjekkes i større studier og af andre forskere. Men B12-vitaminet er så vigtigt, at vi mener, at man bør overveje, om spædbørn skal have suppleret modermælken med modermælkserstatning eller almindelig føde, fra de er cirka fire måneder, siger molekylærbiolog og ph.d.-studerende Eva Greibe, der står bag studiet.

Det vigtigste vitamin
Vitamin B12 er samlebetegnelsen for en gruppe kemiske stoffer, der også går under betegnelsen kobalaminer. Vitaminet har afgørende betydning for celledeling, dannelsen af røde blodlegemer og nervesystemets funktion.

Især hos spædbørn er vitaminet vigtigt, og mangel på B12 kan i yderste konsekvens hæmme et barns fysiske og mentale vækst og medføre uoprettelige nerveskader.

Læs mere på Videnskab.dk: Sutteflaske kan give overvægt

Men selvom forskerne ved, at B12 er meget vigtigt, mangler de stadig viden om, hvordan vi mennesker optager det. Først for nylig blev det muligt at måle indholdet af B12 i modermælk, og denne nye målemetode er udgangspunktet for Eva Greibes ph.d.-projekt.

Bør overveje et supplement

I studiet af B12 i modermælk har Eva Greibe set på indholdet af vitamin B12 i blodet hos omkring 100 kvinder under graviditet og efter fødslen. Indholdet af vitamin B12 I nogle af kvindernes brystmælk og i de nyfødte babyers blod er ligeledes blevet overvåget.

-Lige efter fødslen er niveauet af B12 i modermælken højt, men fire måneder efter fødslen er indholdet faldet til et meget lavt niveau. Og ser vi på babyerne efter de fire måneder, har de så lavt et indhold af B12 i blodet, at vi konkluderer, at de får for lidt B12, fortæller Eva Greibe.

-Det er jo lidt vildt, for amning og modermælk bliver anset som det ypperste og det bedste, man kan gøre for babyerne. Vi synes bestemt også, kvinderne skal blive ved at amme, men vi mener, at man bør overveje, om man skal indføre et supplement af almindelig mad eller modermælkserstatning, der indeholder meget B12, når børnene når til tre-firemåneders alderen, tilføjer hun.

Læs mere på Videnskab.dk: Kvinder med betændte bryster stopper amning for tidligt

Som det ofte er tilfældet med forskning, der er først på sit felt, kan Eva Greibe ikke sige noget om årsagen til, at indholdet af B12 i modermælken falder så meget i løbet af barnets første måneder.

-Vi ved ikke, hvorfor niveauet af B12 falder. Måske er det hormonelt, måske er det naturens måde at tvinge børnene til at spise mere - det ved vi ikke. Men vi kan se, at børn, der får modermælkserstatning, har højere B12-niveauer. Vi ved heller ikke, om det skader børnene, hvis de udelukkende får modermælk, indtil de er seks måneder, fortæller Eva Greibe.

Læs flere perspektiver på historien på Videnskab.dk

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere