Tv-fejl: Øv, nu er der sort skærm

Større driftforstyrrelser har ramt flere hjem i Nordsjælland her til aften lige inden Champions League begyndte

Flere familier i Nordsjælland sad her til aften klar foran tv'et for at se super-semifinalen i Champions League mellem Real Madrid og Bayern München.

En af dem, som havde glædet sig til semifinalen er Mads Ransby Olsen fra Værløse. Han skulle til at smække benene op og tænde for fjernsynet, da skærmen viste helt sort.

- Øv, det er bare tredje gang inden for kort tid, at vi får sort skærm under en vigtig kamp, fortæller Mads Ransby Olsen til Ekstra Bladet.

Han har nu overladt tv'et til sin familie, som har sat DVD på.

Imens har Mads sat sig til at arbejde, nu hvor han ikke kan se fodbold alligevel. Han er dog glad for, at han kan følge fodboldkampen LIVE på ekstrabladet.dk

- Det da bare irriterende. Og det er underligt, at de ikke snart har styr på det, når der kommer 'god bold' i fjernsynet, mener han.

Ifølge YouSee er der sket en fejl på teknisk udstyr, som betyder, at flere må undvære Tv, Bredbånd og Telefoni mellem klokken 19.30 til 23.

- Vi beklager ulejligheden, men arbejder på at få fejlen rettet, står der i meddelelsen, som Mads Ransby Olsen har modtaget fra YouSee.





Signalet forventes at være tilbage, når kampen er slut.

Mads er dog spændt på, om tv'et igen bliver sort i morgen.

Også hos genboen er den gal. Her var hele familien samt bedsteforældre samlet for at se aftenens Champions League, men de måtte gå skuffede i seng.

0 kommentarer
Vis kommentarer