Vildt fortidsmonster: Mega dinofugl havde fire vinger

Forskere har fundet fossiler fra verdens største firevingede dinosaurus. Arten levede for omkring 125 millioner år siden

(Illustration: Stephanie Abramowicz, Dinosaur Institute, NHM)
(Illustration: Stephanie Abramowicz, Dinosaur Institute, NHM)

For 125 millioner år siden svævede en 1,3 meter lang dinosaurus rundt på himlen med hjælp fra hele fire vinger, skriver Videnskab.dk.

Nu er de jordiske rester af dinoen blevet fundet i det nordøstlige Kina, og ifølge en ny undersøgelse er den nyfundne art verdens største firevingede dinosaurus.

Se også videoen på Videnskab.dk: Menneskeædende monster-dino fundet i USA

Arten har fået navnet Changyuraptor yangi, og den udmærker sig blandt andet også ved at have rekordlange halefjer.

- Jeg har arbejdet i over 20 år i Kina, og jeg har aldrig set noget lignende. Det var forbløffende at se, hvor perfekt bevaret fjerene var, og hvor lange de var. De var nærmest en fjerdedel af længden af dyret, siger palæontologen Luis Chiappe fra Natural History Museum of Los Angeles County.

Forskerne kender allerede omkring 20 dinosaurusarter, som har fjerdragt, men halefjerene på den nyfundne dinosaurus er med sine knap 30 centimeter de hidtil længste fjer, som er blevet fundet på en dinosaurus.

Læs også på Videnskab.dk: Kæmpeslange åd dino-baby

I det nye studie skriver forskerne, at de lange fjer formentlig har spillet en afgørende rolle for Changyuraptor yangis flyveegenskaber - især i forhold til at kunne reducere dyrets fart i luften og lave en sikker landing.

- Changyuraptor yangi lignede en stor kalkun med en rigtig lang hale. Vi ved ikke med sikkerhed, om Changyuraptor yangi fløj eller svævede, men vi kan ligesom lave en model ved at kigge på, hvad halen kunne gøre. Hvorvidt dette dyr kunne flyve er en del af et større puslespil, og vi tilføjer en brik til puslespillet, siger forskeren Alan Turner fra Stony Brook University

Udover de lange fjer havde Changyuraptor yangi store, skarpe tænder og skarpe kløer, og ifølge forskerne kan det måske være et tegn på, at fortidsdyret var kødædende.

Læs også på Videnskab.dk: Sexglade hippie-aber er menneskets frække kusine

0 kommentarer
Vis kommentarer