'Bærmeso!' Sådan svinede danskerne hinanden til for 700 år siden

Hvis du i fortidens Danmark var lidt tumpet, kunne du risikere at blive kaldt ’tåbesot’. En utro kvinde var en 'bugsøster', fortæller sprogforskere med et nyt digitalt opslagsværk

Hvis du vil gøre dit bandeordforråd lidt mere eksotisk, så læs med her. Foto: Colourbox
Hvis du vil gøre dit bandeordforråd lidt mere eksotisk, så læs med her. Foto: Colourbox

Hvis du gerne vil vide, hvordan man for eksempel sagde fulderik eller åndssvag i årene mellem år 1300 og 1700, har du nu en reel mulighed for at finde svar.

Kalkars ordbog, der er et opslagsværk i fem bind, er nemlig for nylig blevet digitaliseret og lagt på nettet, tilgængeligt for alle. Det skriver Videnskab.dk, hvor du også finder et link til ordbogen.

Ordbogen giver et unikt indblik i, hvilke danske ord der eksisterede i middelalderen og renæssancen, og hvad ordene betød, fortæller Nicolai Hartvig Sørensen, der er seniorredaktør og sprogteknolog på Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (DSL).

- Ordbogen giver indblik i, hvordan det danske sprog har udviklet og stadig udvikler sig. På den måde er den virkelig vigtig for sprogforskningen, siger han til Videnskab.dk.

Læs mere på Videnskab.dk: Nå, for satan! Ærlighed og bandeord hænger sammen

Kalkars ordbog har ord helt tilbage fra middelalderen
Nogle af ordene fra perioden mellem år 1300 og 1700 er meget lig dem, vi kender i dag. Andre er dog helt anderledes - også i forhold til deres betydning.

Eksempelvis kaldtes en drikfældig kvinde eller fulderik ’bærmeso’. Et ansigt hed dengang ’andled’, maven hed passende ’kagested’, og når nogle var åndssvage, kaldte man dem for ’tåbesot’.

Ordbogen er oprindeligt lavet af præsten Otto Kalkar, som siden 1868 og frem til år 1918 indsamlede ord gennem gamle skrifter og bøger.

- Der går historier om, at Otto Kalkar egentlig var en festlig fyr i sine unge år. Men som tiden gik, havde han næsten kun næsen i bøgerne, så han blev ekstremt nørdet og måske lidt kedelig, beretter Marita Akhøj Nielsen, der forsker i dansk sprog og er ledende redaktør i DSL.

Læs mere på Videnskab.dk: Værkstedshumor får mekanikerelever til at falde fra

Kan hjælpe sprogforskere, historikere og studerende
Kalkars digitale ordbog er en gevinst for alle, der ønsker at blive klogere på vores historie og sprog i perioden mellem år 1300 og 1700.

Men ordbogen er særligt brugbar for studerende og forskere, mener Nicolai Hartvig Sørensen, fordi sproget kan fortælle om datidens samfund.

- Ordene siger noget om samfundet i middelalderen. Der er mange ord i Kalkers ordbog, der betyder frille, det vil sige en kvinde, der er sin mand utro. Frille har 25 forskellige betegnelser, eksempelvis ’håndkone’, ’ægtehore’, ’lønkone’ og ’bugsøster’, fortæller den danske forsker.

Andre artikler på Videnskab.dk

Kvinder får det bedre af at tweete om sexisme

Bandeord: Fem f***ing fakta

Hetero-kvinder tænder også på damer

58 kommentarer
Vis kommentarer