Bizart: Rust opdaget på Månen

Vores gamle Måne er blevet lidt rusten med årene, fortæller forskere

Den røde farve markerer forekomsten af hæmatit. Billedet afspejler ikke hæmatit-forekomsten, som den ser ud med det blotte øje. (Illustration: Shuai Li / UH News)
Den røde farve markerer forekomsten af hæmatit. Billedet afspejler ikke hæmatit-forekomsten, som den ser ud med det blotte øje. (Illustration: Shuai Li / UH News)

Månen har en meget tynd atmosfære, og der er intet flydende vand.

Og netop derfor er forskere i et nyt studie meget overraskede over, at der er blevet fundet hæmatit – en form for rust - på vores kosmiske nabo. Det skriver ScienceAlert ifølge Videnskab.dk.

Hæmatit kan nemlig opstå, når jern møder ilt, og her på Jorden skal der både vand og luft til, før processen kommer i gang.

Samtidig rammes Månen af solvind, som indeholder brint, og det burde også forhindre, at hæmatit kan opstå.

- Det er meget mystisk. Månen er et forfærdeligt sted for formningen af hæmatit, udtaler planetforsker Shuai Li fra University of Hawaii, Manoa til ScienceAlert ifølge Videnskab.dk.

Læs mere på Videnskab.dk: Hvorfor vender Månen altid samme side mod Jorden?

Li og hans kolleger har i flere år analyseret mineralsammensætningen på Månens overflade.

Det var i den forbindelse, han opdagede hæmatit på Månen - til stor forundring for ham selv og andre forskere.

Men hvordan i alverden er det opstået?

Forskerne ved, at der findes is-vand på Månen, som måske er blevet blandet med den løse del af Månens overflade, skriver ScienceAlert ifølge Videnskab.dk.

Der er altså vand til stede, selvom det ikke er i flydende form.

Vandmolekylerne på Månen forklarer bare ikke sagen i sig selv.

Men Li og hans kolleger opdagede også, at hæmatit mest findes på den side af Månen, der altid vender mod Jorden.

- At der er mere hæmatit på Månens forside peger på, at det kan have noget med Jorden at gøre, siger Shuai Li til ScienceAlert ifølge Videnskab.dk.

Læs mere på Videnskab.dk: 1 milliard år på 1 minut: Se 111 asteroider bombardere Månen

Tidligere forskning har vist, at solvind kan blæse noget af ilten fra Jordens atmosfære op til Månens overflade. 

Men hvad så med brinten fra solvinden?

Når det er fuldmåne, befinder Månen sig i Jordens magnetfelt, der virker som et skjold mod solvinden. Dermed bliver 99 procent af solvinden faktisk blokeret under fuldmåne, inden det når til Månen.

Det vil altså sige, at der er et kort tidsrum hver måned, hvor rust-processen kan foregå - omend det kun kan ske meget langsomt og tager milliarder af år.

Det kan altså ifølge forskerne muligvis være forklaringen på, hvorfor der findes hæmatit på Månen, skriver ScienceAlert ifølge Videnskab.dk.

 

Andre artikler på Videnskab.dk

Forskere opdager tyngdebølger fra ny form for sorte huller

NASA maner til ro- asteroide, der nærmer sig Jorden, er ikke en trussel

Forskere finder gigantisk og mystisk masse under kæmpe krater på Månen

 

83 kommentarer
Vis kommentarer