Danmarks Stephen Hawking: Han er en tøsedreng

Arne Lykke Larsen forsker i superstrenge og kalder Stephen Hawking for en slapsvans. Den danske forsker skriver med øjnene for at kommunikere med andre.

Arne Lykke Larsen kaldes Danmarks Stephen Hawking (Foto af Arne Lykke Larsen)
Arne Lykke Larsen kaldes Danmarks Stephen Hawking (Foto af Arne Lykke Larsen)

I et kontor med det rammende nummer 007 sidder en forsker, som er helt unik i Danmark. Det skriver Videnskab.dk.

Arne Lykke Larsen er lektor i teoretisk højenergifysik på Institut for Fysik, Kemi og Farmaci på Syddansk Universitet, hvor han som den eneste arbejder med kompliceret strengteori.

Han rejser mindst fem gange om året, gerne vildt – i 2014 fløj han for eksempel i helikopter over Grand Canyon – og er fagfællebedømmer på fem internationale fysiktidsskrifter, hvor han blandt andet gennemlæser teorier om sorte huller.

Læs mere på Videnskab.dk: Kom helt tæt på Stephen Hawkings forunderlige liv

Man skulle ikke tro, at han også er bundet til sin kørestol af nervesygdommen ALS, er lam i hele kroppen og kun kan læse, skrive og kommunikere med omverdenen gennem en computer. Eller at den eneste grund til, at det kan lade sig gøre, er, at en respirator bag på kørestolen med jævne mellemrum bryder stilheden på kontoret med et ordentligt pust som fra en blæsebælg, der løfter Arne Lykke Larsens brystkasse i kunstige åndedrag.

'Det ville blive en større skandale, hvis det blev kendt, at en ’referee’ for de store navne i astrofysikken kun kunne bevæge øjnene og ikke engang kan trække vejret selv!'

Samme stemme som Hawking

Arne Lykke Larsen smiler lidt, for smilebåndene kan han til en vis grad stadig styre. Dem og så øjnene, som har været hans vigtigste forbindelse til omverdenen, siden han i 2000 fik konstateret ALS.

Læs mere på Videnskab.dk: Stephen Hawkings teori om alting

Øjnenes bevægelser bliver aflæst af infrarøde sensorer på hans 150.000 kroner dyre computer, som omsætter bevægelserne til bogstaver og sætter dem sammen til ord, der til sidst enten bliver til en tekst eller bliver båret videre ud i rummet af en robotstemme.

'Jeg har flere muligheder. Jeg kan endda vælge en kvindestemme. På engelsk har jeg samme stemme som Stephen Hawking,' lyder det ud i kontoret.

Flot fyr

Navnet sætter på sin vis ord på elefanten i rummet. For det virker unægtelig, som om Arne Lykke Larsen er en dansk version af astrofysikeren Stephen Hawking. Mange vil kende Hawking fra hans teorier om sorte huller eller fra den populære film fra 2014 'The Theory of Everything', der var et portræt af Hawkings liv, både før og efter han fik ALS ligesom Arne Lykke Larsen.

Arne Lykke Larsen giver dog Stephen Hawking samme kærlige behandling, som han giver alle andre.

'Stephen Hawking er en slapsvans - en tøsedreng. Han kan jo trække vejret selv. Han sidder krøbet sammen i kørestolen. Han skulle strækkes ud, så ville han blive en flot fyr, ligesom mig,' skriver han med øjnene på computeren.

Bundet op på computer

Arne Lykke Larsens liv er bundet op på computeren. Han sidder foran den stationære eller bærbare udgave 14 timer i døgnet, hvor han læser, skriver, redigerer og kommenterer, alt sammen med øjnene.

Læs mere på Videnskab.dk: Computersimulering løser gåde om sorte huller
Han har skrevet to selvbiografiske bøger, og en vigtig tjans for ham er at revidere andres videnskabelige artikler, hvilket han tilsyneladende gør godt. På væggen hænger et bevis på, at han er blevet æret som ’Outstanding referee’ af American Physical Society – som i øvrigt ikke anede, at han var handikappet.

'Jeg ’reviewer’ mindst én artikel om måneden. Det er et kolossalt arbejde, når man kun kan bruge øjnene, men det er vigtigt, for ellers ville der blive publiceret meget lort,' konstaterer han.

Hvis du stadig ikke er imponeret, skal du have med, at han skriver mellem 5 og 10 ord i minuttet. Det ville have taget ham to timer bare at skrive de ord, du har læst i denne artikel.

Se en video, hvor Arne Lykke Larsen skriver med øjnene, på Videnskab.dk.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Myte aflivet: Ål kan godt svømme ud af Middelhavet
Biologer venter spændt på 'babydrager'
Hvad er 'vaginal seeding'?

32 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere