Danske forskere får dispensation til at bygge nødrespiratorer til hospitaler

Verden over er forskere, ingeniører og virksomheder i fuld gang med at bygge alternative respiratorer. Også i Danmark er forskere med i kapløbet

På Aalborg Universitet er en forskergruppe i fuld gang med at bygge maskiner, som potentielt set kan komme til at hjælpe coronapatienter med at trække vejret.

Universitetet oplyser, at forskerne skal bygge ' 5-30 nødrespiratorer, der kan stilles til rådighed for de danske myndigheder,' hvis en kritisk situation med mangel på respiratorer skulle opstå.

De nybyggede nødrespiratorer vil ifølge forskerne være fuldt funktionsdygtige, men de lever ikke op til alle krav i den såkaldte CE-mærkning – en mærkning, der sørger for overholdelse af sikkerhedskrav, som gælder for eksempelvis medicinsk udstyr, skriver Videnskab.dk.

- Lægemiddelstyrelsen har netop givet os en dispensation, som gør, at respiratoren kan anvendes på danske hospitaler, hvis der ikke er andet CE-mærket udstyr tilgængeligt, fortæller Lars Hvilsted Rasmussen, som er dekan på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet.

Han udtaler sig på vegne af fakultetets forskergruppe ‘The Respiratory and Critical Care Group (RCare),’ som i øjeblikket har så travlt med at bygge deres nye respiratorer, at de ikke selv medvirker i interviews.

Læs mere på Videnskab.dk: Dansk forsøg med mundbind på vej: 'Måske kommer vi til at ændre anbefalinger'

Mens flere lande - herunder USA - melder om mangel på respiratorer, regner Sundhedsstyrelsen foreløbigt ikke med, at Danmark kommer til at mangle respiratorer under coronakrisen.

En opgørelse fra Sundhedsstyrelsen viser, at vi i Danmark har 1.242 respiratorer, hvoraf 925 kan frigøres til COVID-19-patienter.

Overlæge er skeptisk

Overlæge og klinisk lektor, Thomas Strøm, som til daglig passer patienter i respirator, mener, at det »selvfølgelig er fint, at universiteter og firmaer byder sig til for at bygge respiratorer.« 

- Men hvis vi pludselig skulle stå i en kritisk situation, hvor vi mangler respiratorer, vil vi hellere tage en gammel respirator i brug, som vi får serviceret og gjort klar, siger Thomas Strøm, som er klinisk lektor på Anæstesiologisk Intensiv Afdeling på Odense Universitetshospital.

Han påpeger, at 'en respirator er mere end blot at give luft, men er avanceret udstyr, som skal indstilles korrekt efter den enkelte patient.'

Læs mere på Videnskab.dk: Coronavirus: Alt om udviklingen, symptomer og behandling

Det er vigtigt, at personalet er fortrolige med betjeningen af udstyret, og derfor er Thomas Strøm umiddelbart ikke begejstret for ideen om at bruge helt nye nødrespiratorer.

- Al anden kapacitet skal udnyttes først; transportrespiratorer, gamle respiratorer, anæstesi-apparater osv. Ting personalet er vant til at bruge, og som, vi ved, virker. Hvis vi kommer længere ud end det, kommer det alligevel til at knibe med personale, der kan passe patienterne, siger han.

På Aalborg Universitet er dekan Lars Hvilsted Rasmussen fuldstændig enig i, at landets hospitaler i første omgang skal anvende alle de respiratorer, der findes på sygehusene – og de respiratorer, som man har indkaldt fra dyrlæger, privathospitaler og universiteter.

Disse respiratorer er alle godkendte og CE-mærkede. 

- Men hvis vi pludselig skulle stå i en situation, hvor den kapacitet er opbrugt, kan vores nødrespirator komme i spil, slutter han.

 

Andre artikler på Videnskab.dk:

Hvorfor bliver vi ved at røre vores ansigt, når vi ved, at vi ikke bør gøre det?

Fire tips til at håndtere din corona-udløste angst

Sådan gør coronavirus os syge - og derfor dør nogle
 

13 kommentarer
Vis kommentarer