Danske forskere finder kæmpekrater: Det første nogensinde

Et forskerhold har brugt tre år på at bekræfte unik opdagelse

Et kæmpe krater på størrelse med Bornholm er blevet fundet under indlandsisen i Grønland.

Det skriver Statens Naturhistoriske Museum i en pressemeddelelse.

Det gigantiske meteorkrater måler mere end 31 kilometer i diameter, og det er dermed et af de 25 største kratere på jorden. Det er tilmed første gang, man finder et krater af den størrelse under en af jordens iskapper.

Krateret, som det ser ud under isen. Foto: Statens Naturhistoriske Museum
Krateret, som det ser ud under isen. Foto: Statens Naturhistoriske Museum
 

Ifølge forskerne blev krateret dannet, da en kilometer-stor jernmeteor styrtede ned i det nordvestlige Grønland, og krateret har siden ligget skjult under mere end en kilometer tyk is.

- Krateret er usædvanligt velbevaret, og det er overraskende, da gletsjer-is er en utrolig effektiv slibemaskine, som hurtigt vil kunne fjerne sporerne fra nedslaget. Men det betyder, at krateret må være ungt set med geologiske øjne, siger professor Kurt H. Kjær fra Sektion for GeoGenetik på Statens Naturhistoriske Museum.

Han fortæller, at det ikke har været muligt at fastslå, præcis hvor gammelt krateret er, men at det tyder på, at det er yngre end tre millioner år, og at det kan være blevet dannet så sent som ved afslutningen af den sidste istid for 12.000 år siden.

Undersøgt med isradar
Fundet er blevet gjort af et hold af internationale forskere under ledelse af forskere fra Sektion for GeoGenetik. Opdagelsen skete helt tilbage i 2015, hvor man nærstuderede et kort over topografien under Grønlands indlandsis. Her bemærkede man den gigantiske fordybning under gletsjeren ved navn Hiawatha ved indlandsisens rand i Nordgrønland. Krateret er derfor også opkaldt efter gletsjeren.

- Vi viste straks, at vi stod over for noget helt specielt, og samtidig stod det klart, at det ville blive svært at afdække kraterets oprindelse, siger Kurt H. Kjær.

Krateret er blevet undersøgt ved hjælp af såkaldte isradarundersøgelser. En isradar kan måle topografien under isen samt lagdelingen i isen.

En illustration af, hvordan undersøgelser med en isradar foregår. Foto: Statens Naturhistoriske Museum
En illustration af, hvordan undersøgelser med en isradar foregår. Foto: Statens Naturhistoriske Museum
 

Således blev et tysk forskningsfly i maj 2016 sendt til området for at kortlægge kraterbunden og isen over den, og efterfølgende har forskerne besøgt landjorden for blandt andet at indsamle prøver. Blandt andet bliver såkaldte sedimenter vasket ud fra kraterets bund via en smeltevandsflod.

-  En del af de udvaskede mineralkorn indeholder chok-lameller dannet ved det voldsomme nedslag, og det er et helt afgørende bevis for, at fordybningen under Hiawatha-gletsjeren er et meteorkrater, siger lektor Nicolaj K. Larsen.

Forskerne mener, at nedslaget fra den enorme meteor skabte et syv kilometer dybt hul i jordskorpen. I minutterne efter nedslaget kollapsede det dybe krater, hvilket førte til det krater, man nu kan se.

Det næste skridt i forskningen omkring krateret er nu at undersøge, hvilken betydning nedslaget kan have haft for klimaet og livet på jorden.

Området i Grønland, hvor krateret er blevet fundet. Foto: Statens Naturhistoriske Museum
Området i Grønland, hvor krateret er blevet fundet. Foto: Statens Naturhistoriske Museum
 

141 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere