Den virker! Danmarks største rummission er i fuld gang

Det store danske rumprojekt ASIM fungerer efter planen og er begyndt sit arbejde med at undersøge lyn i atmosfæren

Det danske rumobservatorium ASIM  (The Atmosphere-Space Interactions Monitor) har i over en måned suset rundt om Jorden. Foto: ASIM.dk
Det danske rumobservatorium ASIM (The Atmosphere-Space Interactions Monitor) har i over en måned suset rundt om Jorden. Foto: ASIM.dk

I over en måned har rumobservatoriet ASIM (The Atmosphere-Space Interactions Monitor) suset rundt om Jorden.

ASIM er det hidtil største danskledede rumprojekt under det europæiske rumagentur, ESA, og danske forskere har netop præsenteret ASIM’s første data på et møde i Holland. Det skriver Videnskab.dk, hvor du også kan se de første, grynede billeder af lyn fra ASIM.

Konklusionen er, at det nye rumobservatorium indtil videre fungerer (næsten) helt efter bogen.

»Alle sensorer virker som forventet, vi modtager data, og vi er meget begejstrede,« siger Torsten Neubert, som er chefkonsulent ved DTU Space og videnskabelig leder af ASIM.

Læs mere på Videnskab.dk: Tsunami-følger set fra rummet

Rumobservatoriet ASIM har til opgave at jagte lyn og andre vilde tordenvejrsfænomener, som forskerne endnu ikke rigtigt forstår.

De første billeder af lyn fotograferet fra rummet er allerede begyndt at tikke ind på forskernes computerskærme.

- Indtil videre har vi ikke haft tid til at kigge på vores billeder og data med mere videnskabelige briller. Vi har kun fået set på, om udstyret virker rent teknisk, understreger Torsten Neubert.

Læs mere på Videnskab.dk: Rumsonden Voyager 1 optager lyd fra rummet

ASIM er da også helt ny i rummet. Den blev sendt afsted fra Jorden 2. april 2018, og det 314 kilo tunge rumobservatorium er nu monteret uden på Den Internationale Rumstation (ISS).

Herfra skal ASIM studere vilde fænomener såsom blå jets, elvere (en slags nordlys som kan opstå ekstremt kortvarigt, højt oppe over jorden), jordiske gammaglimt og giganter.

Læs mere på Videnskab.dk: Elvere, blå jets, røde feer: Disse vilde fænomener skal dansk rumprojekt studere

ASIM’s instrumenter tager optiske, synlige billeder af lyn, tæller fotoner (lyspartikler) og måler røntgenstråling fra tordenvejr. Herudover indsamler ASIM’s instrumenter også data om skyer, som indgår i et komplekst samspil med jordens klima.

Indtil videre virker alle ASIM’s instrumenter efter bogen – bortset fra et af instrumenterne, som har til opgave at fange røntgenstråling, fortæller Torsten Neubert.

- Den ene røntgendetektor bliver forstyrret af dagslys, så vi kan kun bruge den om natten. Vi havde håbet, at vi også kunne bruge den om dagen, men det betyder mindre, for vi får masser af data fra den om natten, siger Torsten Neubert og tilføjer:

- Vi ved ikke, hvad problemet er endnu; om der er sket noget under opsendelsen, eller om der er en indbygget fejl, som gør, at den tager dagslys ind. Men det afgørende er, at alt andet virker.

Andre artikler på Videnskab.dk

WALL-E-stellit skal renskure rummet

Forskere afliver populære rummyter: Solen er ikke gul

1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere