Derfor er mænd højere end kvinder

Sex er en del af forklaringen på, at mænd gennemsnitligt er 12 centimeter højere end kvinder, forklarer danske forskere.

Mænd er godt og vel et halvt hoved højere end kvinder, og det findes der både en biologisk og en evolutionær forklaring på, skriver Videnskab.dk.

Forskellen ligger rent biologisk i, at drenge vokser hurtigere og i længere tid end piger, selvom drengenes pubertet starter omkring 1,5 år senere end pigernes. Men i modsætning til pigerne starter drengenes vækstspurt først et stykke inde i puberteten.
Det sker, når de er omkring 14 år gamle, og testiklerne er vokset og begyndt at producere en større mængde testosteron.

I drengenes vækstspurt kan de vokse mere om året end pigerne, og deres vækstperiode varer også længere.

Læs også hos Videnskab.dk: Kvinders lyst har skabt mandens store penis

Således slutter drengene først deres vækstperiode, når de er op imod 19 år gamle.
-Den hurtigere vækst i vækstspurten og den længere vækstperiode betyder, at drengene ender med at være gennemsnitligt 12 centimeter højere end pigerne,- forklarer Anders Juul, der er professor og klinikchef på Rigshospitalets Afdeling for Vækst og Reproduktion.

Den evolutionære årsag til denne forskel mellem mænds og kvinders vækst er sex, forklarer professor Peter C. Kjærgaard fra Aarhus Universitet.
Kigger man på størrelsesforskelle mellem kønnene, er det ikke kun i vores art, at hannen er større end hunnen. Det finder man blandt mange andre dyr, heriblandt nogle af de andre primater – eksempelvis gorillaerne.

Læs også hos Videnskab.dk: Penisstørrelse: Er stor virkelig bedst?

Og netop gorillaerne er et godt eksempel på, hvordan sex kan gøre hanner større end hunner.

-Når hannerne skal slås om at dyrke sex med hunnerne i polygame gruppestrukturer som hos eksempelvis gorillaerne, bliver det en fordel at være større og dermed stærkere end de andre hanner. Derfor vil det altid være de største hanner, der får ført deres gener videre, og så vil hannerne blive større og større og også større end hunnerne,- forklarer Peter C. Kjærgaard.

Det samme gælder ifølge Peter C. Kjærgaard mennesker. Mænd skal ganske vist ikke slås fysisk om kvinderne i dag, men det skulle de engang.

Vores forfædre for seks millioner år siden levede formentlig i flokke, hvor kun de største hanner i flokken fik lov at parre sig med hunnerne.

Læs også hos Videnskab.dk: Penislængden og kropsstørrelse bestemmer troskab

At mænd er højere end kvinder i dag, er dermed et levn fra vores fortid, hvor vi ikke var monogame, men hvor vi levede i flokke. Her parrede den største og stærkeste han sig med alle hunnerne, mens den lavstammede og skvattede han måtte sidde i hjørnet og kigge på.

De store hanner var altså alene om at få ført deres gener videre, og det ledte med tiden til større hanner end hunner.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Hvorfor er mænd klogere end kvinder?

Bliver kvinder sure på grund af PMS?

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere