Dødninge-asteroide passerer jorden

En asteroide er trukket i en passende udklædning, når den lørdag aften passerer tæt forbi Jorden

Nasa

486.000 kilometer. Det lyder af meget, men i den astronomiske verden er det at betegne som et stenkast.

Alligevel er det netop hvad der lørdag aften klokken 19.01 adskiller os fra en 400 meter bred asteroide, når den passerer Jorden med en hastighed på 35 kilometer i sekundet - eller 126.000 kilometer i timen.

Hos Nasa går asteroiden, som man mistænker for at være en død komet, under navnet 2015 TB145. Men amerikanerne har døbt den "det store græskar", fordi den passerer Jorden under græskar-højtiden Halloween.

I de billeder som Nasa har tage af asteroiden minder den dog mere om et dødningehoved end om et græskar.

- På billederne ser det ud som om, at asteroiden er trukket i dødningehoved-kostume i anledning af sit Halloween-besøg, siger Kelly Fast, chef for Nasas observationsprogram til Nasas hjemmeside.

Asteroiden 2015 TB145 ligner mest af alt et dødningshoved. Foto: Nasa
Asteroiden 2015 TB145 ligner mest af alt et dødningshoved. Foto: Nasa
 

Det uhyggelige udseende til trods behøver vi ifølge Nasa ikke at frygte asteroiden.

'Asteroide 2015 TB145 vil under Halloween flyve sikkert forbi vores planet med lige under 1,3 gange afstand til månen' skriver Nasa på sin hjemmeside.

Dødninge-astroiden blev første gang opdaget 10. oktober af rumforskere på Hawaii Universitet. Men selv om den flyver tæt forbi jorden, kræver det, at du har det helt rigtige udstyr, hvis altså du selv vil tage den i øjesyn.

- Skønt den er relativt tæt på efter astronomiske standarder, forventes den at være ret svag, så observatører får brug for mindst et lille teleskop for at se den, siger Paul Chodas fra Nasas Jet Propulsion Laboratory.

26 kommentarer
Vis kommentarer