Dronningen gav Astro-Andreas unik gave

Helt uventet for Danmarks første astronaut fik han onsdag tildelt en fornem medalje, som kun gives ved meget specielle lejligheder

Her ses Andreas Mogensen og H.M. Dronningen kort efter, at den danske astronaut har modtaget den kongelige belønningsmedalje i guld med krone og inskription (foto: Anders Lindved)

I takt med regndråberne på Amalienborg Slotsplads skyllede hæderen onsdag eftermiddag ned over den første danske astronaut, Andreas Mogensen, der efter 10 dages historisk rummission atter satte sine ben på dansk grund.

Klokken 16 bød Dronning Margrethe ham velkommen i Christian VII's Palæ, hvor hun udover lykønskninger også havde en overraskelse klar til astronauten i form af Den Kongelige Belønningsmedalje i guld med krone og inskription.

Videnskab & teknik - 16. sep. 2015 - kl. 14:42 Kom med Astro-Andreas til audiens hos dronningen

- Det er en ting, som kun bliver uddelt ved meget specielle lejligheder og i meget særlige sammenhænge. Jeg vil gerne lykønske Dem med Deres gennemførte rumfærd, lød det blandt andet fra majestæten, der selv havde ønsket at møde Andreas Mogensen.

Medaljen i guld med krone og inskription på bagsiden bliver ifølge hoffet anvendt som påskønnelse for en helt ekstraordinær, enkeltstående indsats, og den bliver meget sjældent uddelt.

Den kongelige hæder kom noget bag på Andreas Mogensen, der i dagens anledning var trukket i det stiveste puds og - måske ikke overraskende - havde fundet det helt store smil frem.

- Medaljen er en kæmpe ære. Jeg er meget stolt, og det kommer som en stor, stor overraskelse, sagde han og fortalte, at han og majestæten havde haft en 'rar samtale', hvor dronningen havde spurgt nysgerrigt ind til hans mission:

Samfund - 14. sep. 2015 - kl. 19:25 Se Astro-Andreas vildeste syn fra rummet

- Hun var rigtig interesseret i den forskning, jeg havde lavet deroppe. Hun stillede mange gode spørgsmål, lød det.

Det er første gang siden 1993, at belønningsmedaljen bliver givet.

Du kan se Astro-Andreas' møde med dronningen i videoklippet over artiklen. Her kan du også høre, hvad astronauten svarede, da han blev spurgt, om han følte sig mest tilpas i jakkesæt eller rumdragt.

Her ankommer Andreas Mogensen til Københavns Lufthavn

Her kan du se Andreas Mogensen lande på jorden efter 10 dages rummission

50 kommentarer
Vis kommentarer