Dronningen vil møde Andreas Mogensen på Amalienborg

Dronning Margrethe lykønsker Andreas Mogensen efter veloverstået rumfærd og inviterer ham til København.

Astronauten Andreas Mogensen har allerede modtaget en del hilsner og lykønskninger, efter at han natten til lørdag landede på fast grund igen efter sin tur i rummet.

Blandt dem var også en hilsen fra dronning Margrethe, der via den danske ambassadør i Moskva har overbragt den første dansker i rummet en invitation til Amalienborg.

Kongehuset skriver på sin hjemmeside, at ambassadøren afleverede følgende budskab efter landingen:

- Hendes Majestæt Dronningen har bedt mig overbringe sin hjerteligste hilsen og lykønskning efter den vellykkede rumfærd.

- Dronningen har givet udtryk for ønsket om at modtage Dem i København, så snart der er mulighed herfor.

Der er endnu ikke sat dato på, hvornår modtagelsen kan finde sted.

Næste opgave for Andreas Mogensen bliver et internationalt pressemøde i den tyske by Köln. Det foregår lørdag eftermiddag.

14 kommentarer
Vis kommentarer