Efter YouSee-nedbrud: Ingen udsigt til erstatning

Midt i en fremragende fodboldkamp gik YouSee pludselig i sort. Men kunderne skal ikke forvente at få en kompensation

YouSee gik i sort midt i Spanien - Tyrkiet. Foto: Pressefoto
YouSee gik i sort midt i Spanien - Tyrkiet. Foto: Pressefoto

Det skulle have været Iniesta, Morata og Nolitos fodbold-magi, der udspillede sig på Hendrik Staacks tv-skærm i går aftes, da Spanien spillede EM i fodbold mod Tyrkiet.

Men i stedet var der sort skærm. YouSee, som leverer tv-signalet til hans hus i Greve, var nemlig gået kold på grund af en teknisk fejl.

Det fik Hendrik Staack og en række andre rasende læsere, som også havde mistet signalet, til at skrive til Ekstra Bladet og på de sociale medier.

Se også: YouSee-kunder raser: Sort skærm midt i fodboldkamp

Ikke talt om kompensation
Men selvom YouSee vedkender sig fejlen og 'beklager' episoden, skal Hendrik Staack og de andre vrede YouSee-kunder ikke regne med at få noget kompensation for deres missede fodbold-aften.

- Vi beklager det meget, og vi er kede af, at det skulle ske midt i en fodboldkamp, som mange selvfølgelig gerne ville se, siger Frederik Berling, pressemedarbejder hos YouSee.

- Kan kunderne se frem til nogen form for kompensation?

- Det kan jeg ikke sige noget om.

- Er det, fordi I ikke vil give dem noget?

- Det har vi slet ikke talt om.

Tyndt

Hendrik Staack har dog ofte oplevet, at signalet ryger, men han har stadig aldrig fået noget tilbage.

- Det er jo nærmest ved at være hverdag, at signalet ryger. Men jeg har aldrig fået noget. Regningen, til gengæld, den bliver ved med at dumpe ned i postkassen hver måned, siger han.

Det ville ellers være på sin plads med lidt kompensation, mener han.

- Det er trods alt relativt mange penge, vi betaler for pakken. Så det er tyndt, at vi ikke bliver kompenseret, når YouSee ikke leverer varen, siger han.

- Det kan ikke være rigtigt. Man er fastlåst. Jeg kan ikke engang skifte udbyder, for YouSee er de eneste, der leverer signalet her.

Den tekniske fejl skete på en af YouSees centrale sendere, og fejlen er nu rettet. Derfor bør der være signal til dagens kampe.

1 af 2 Det var ellers en fremragende fodboldkamp, YouSees kunder gik glip af. Her har Spanien scoret til 3-0 mod Tyrkiet. Foto: AP
2 af 2 YouSee gik i sort midt i Spanien - Tyrkiet. Foto: Pressefoto
95 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere