Ekstremt regnvejr kan være skyld i dramatisk vulkanudbrud

Forskere har nu fået ny viden om det voldsomme vulkanudbrud i 1983 på Hawaiis største ø

Det vilde vulkanudbrud fra vulkanen Kīlauea kunne ses fra rummet i 2018. Udbruddet dækkede 35 kvadratkilometer af Big Island, den største ø på Hawaii, med lava. (Foto: NASA)
Det vilde vulkanudbrud fra vulkanen Kīlauea kunne ses fra rummet i 2018. Udbruddet dækkede 35 kvadratkilometer af Big Island, den største ø på Hawaii, med lava. (Foto: NASA)

I 1983 gik vulkanen Kīlauea i udbrud. I 35 år, helt frem til 2018, slyngede den magma ud, og det gør vulkanudbruddet til et af de længste i århundreder.

Da Kīlauea fes ud i 2018, skete det med et bemærkelsesværdigt stort brag, der dækkede 35 kvadratkilometer på Hawaiis største ø, Big Island, med lava. 

Den store afslutningssalut har været et mysterium for videnskaben, men nu knytter et nyt studie i tidsskriftet Nature braget til flere måneders ekstremt regnvejr på Hawaii.

Det skriver Science Alert ifølge Videnskab.dk.

Regnvejret nåede helt op på 1,26 meter nedbør på et døgn, da det var værst, hvilket ikke bare er rekord på Hawaii, men i hele USA. 

Læs mere på Videnskab.dk: Skridt for skridt: Sådan smitter ny coronavirus

Overfladen på vulkanen består af porøse sten, som regnen let kan sive ned igennem, hvilket har gjort det muligt for en stor del af det ekstreme regnvejr at nå dybt ned i vulkanen.

'Når det sker, kan væsken skabe et forhøjet tryk i klippens tomrum (sprækkerne og hulrummene),' forklarer en af forskerne bag, Jamie Farquharson, der er postdoc og vulkanolog ved University of Miami, til Science Alert.

Trykket fra væsken kan have skabt nye udbrud i vulkanen, der har gjort det muligt for den underjordiske magma at finde nye veje op igennem vulkanen, hvilket i sidste ende kan have fremprovokeret det gigantiske udbrud i 2018, mener Jamie Farquharson.

Det sandsynliggør han og forskerholdet i en række modeller. I studiet fremhæves det også, at omkring 60 procent af Kīlaueas tidligere udbrud er sket under regnsæsonen på Hawaii. 

En udefrakommende geolog fra University of California stiller dog spørgsmålstegn ved hypotesen i en kommentar i Nature. Det er usikkert, om trykket fra væsken har trigget udbruddet, skriver han.

'Vi er kun lige ved at begynde at forstå den slags interaktioner (regnvejrets betydning for vulkanudbrud, red.),' påpeger Michael Manga, der er professor i geologi ved University of California, i sin kommentar i Nature.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Bliver vilde dyr overvægtige ligesom kæledyr?

Derfor er motion den bedste medicin

Hvorfor har vi lyst til sex?

6 kommentarer
Vis kommentarer