Farlig fristelse: Gift-æbler kan føre til kræft

Giftstoffet patulin, som kan opstå i lagrede og nedfaldne æbler, kan være farligt, hvis du spiser æblet. Derfor lyder rådet fra forskere, at æblet skal smides væk, hvis det viser tegn på at være råddent; ikke noget med bare at skære fra.

Æblesæsonen er over os, og træerne bugner med lækre, hjemmedyrkede frugter. Men nogle gange rammes æblerne af svampesygdomme, som kan give dem ucharmerende pletter.

Har æblet en plet, der er brun, blød og smårådden, skal man være særligt opmærksom. Hvis man er uheldig, kan nedfaldne eller lagrede æbler nemlig være blevet angrebet af en svamp, som udskiller giftstoffet patulin, og det kan på sigt have fatale konsekvenser, skriver Videnskab.dk:

- Hvis æblet har cirkulære og rådne pletter, så skal det smides væk. Hvis det er en sygdom, som udskiller patulin, kan der være en kræftrisiko, siger David B. Collinge, som er professor ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab på København Universitet.

Den kræftfremkaldende sygdom på æbler fremkaldes, ifølge David B. Collinge, af svampen Penicillium expansum. Patulin er usynligt, så selvom kun en del af æblet ser halvråddent ud, kan giftstoffet faktisk være i hele frugten.

Læs mere på Videnskab.dk: Æbler giver stærkere muskler:

Det mener David Collinge ikke, at nok danskere er opmærksomme på.

- At stoffet er kræftfremkaldende er tekstbogstof, som man har vidst i mange år. Alligevel er der ikke så mange i befolkningen, der ved det, og at det er vigtigt at være opmærksom på, siger David Collinge.

Man behøver dog ikke vælte sit æbletræ eller tømme frugtskålen. Giftstoffet udskilles nemlig kun hos nedfaldsæbler eller under lagring.

Læs mere på Videnskab.dk: Mad og bakterier styrer valg af partner:

Det er dog langt fra alle rådne æbler, der er direkte farlige, fortæller Maren Korsgaard, som er faglig sekretær ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab ved Københavns Universitet og desuden selv ejer en plantage. Hun anbefaler dog alligevel, at man smider alle rådne æbler langt væk.

- Hvis der er en rådplet på, skal du heller ikke spise resten af æblet. Så det med at skære noget af og spise resten er en dårlig idé. Det er ikke i alle rådpletter, at der findes giftstoffer, men det er svært at kende forskel på dem. Så lad være med at spise resten af æblet, hvis noget er råddent, råder Maren Korsgaard.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Forskere laver kunstig lort til danskerne:

Hvornår dyrkede tibetanere sex med fortidsmennesker?

For flere spændende artikler tilmeld dig Videnskab.dk’s nyhedsbrev her:

13 kommentarer
Vis kommentarer