Forskere: Aliens er helt sikkert teknologisk overlegne

Hvis planeten Jorden en dag får besøg fra det ydre rum, må vi hellere krydse fingre for, at rumvæsnerne er venligtsindede. De vil nemlig helt sikkert være os teknologisk overlegne – og vi har ikke plan, hvis de vil os det ondt, lyder det fra to danske forskere.

Arkivfoto: POLFOTO
Arkivfoto: POLFOTO

Besøg fra det ydre rum er et scenarium, der er blevet behandlet i mange sci-fi film, men hvis det en dag skulle ske, er vi ikke klar. Sådan lyder den hårde dom fra to danske forskere.

- Uanset hvad vil de være os teknologisk overlegne, og på den front er vi ikke klar. Hvem skal eksempelvis være talsmand for Jorden? Det er ret interessant, for vi har projekter, hvor vi forsøger at finde liv i rummet og gøre opmærksom på os selv, men måske tror vi ikke rigtig på det, siden vi ikke er forberedte, siger Ebbe Norskov Bak, der er ph.d.-studerende i astrobiologi ved Institut for Bioscience på Aarhus Universitet.

Se en trailer fra den nye dokumentarfilm ’The Visit’, som netop handler om besøg fra det ydre rum, hos Videnskab.dk:

Kristian Pedersen, der er direktør for DTU Space, mener heller ikke, at vi tager tanken om intelligent liv i rummet seriøst.

- De fleste betragter intelligent liv i rummet som noget i spøg og skæmt-afdelingen. Det er svært for mange at tage det seriøst, for der er meget snak om ufoer, sci-fi og lignende uden meget faglig substans. Derfor har man ikke brugt meget krudt på en egentlig plan, siger Kristian Pedersen.

Læs også hos Videnskab.dk: Forskere: Vi har løst historiens største UFO-mysterium

Den manglende plan for, hvad verden skal stille op med besøg af intelligent liv, står i stor kontrast til vores store nysgerrighed på rummet. Så sent som i juli måned donerede den russiske rigmand Jurij Milner 100 millioner dollars til søgen efter radiosignaler fra ukendte civilisationer – såkaldt SETI-forskning (Search for Extra-Terrestrial Intelligence).

Derudover har vi roveren Curiosity rullende rundt på Mars, hvor den blandt andet leder efter tegn på mikrobielt liv – levende såvel som dødt.

Ved siden af dette har forskere med Kepler-rumteleskopet opdaget planeter, der ligner vores egen Jord og som har nogle af betingelserne for liv – eksempelvis at de ligger i en afstand fra deres stjerne, så de kan have flydende vand på sig.

Læs også hos Videnskab.dk: Alien-lignende skelet er et medicinsk mysterium

Kristian Pedersen fortæller, at der de næste 10 – 15 år vil ske store ting på netop dette område i takt med, at det nye James Webb-rumteleskop bliver færdigt. Med det vil man være i stand til at kunne filtrere lyset fra planeter og undersøge, om der eksempelvis er ilt i atmosfæren.

Det vil være en komplet ny situation verden står overfor, hvis et rumskib pludselig landede. Men det er meget usandsynligt, at vi ikke en eller anden dag støder på liv i rummet, mener begge forskere.

Læs også hos Videnskab.dk: Hvorfor ser du en kvinde i dette billede fra Mars?

- Hvis man begynder at regne på, hvor mange stjerner der er, og hvor mange af disse der kan have planeter i den beboelige zone, og hvor meget liv der kan udvikle sig til intelligent liv og oveni købet ser pessimistisk på tallene, så er sandsynligheden for intelligent liv ret høj. Statistisk set burde det være derude, vi har bare ikke set det endnu, siger Ebbe Norskov Bak.

Kristian Pedersen er enig.

- Chancen for, at der er andet intelligent liv i rummet end os, er pænt store. Det ville være mærkeligt, hvis der ikke var liv derude, siger Kristian Pedersen.

Læs også hos Videnskab.dk: Videnskabsfolk: Der er liv i rummet

103 kommentarer
Vis kommentarer