Forskere begraver stridsøksen: Slankekur kan give længere liv

To forskerhold, der i årevis har været uenige om, hvorvidt slankekure har betydning for levealderen, er nu gået sammen og har sammenlignet deres resultater. Og langt om længe er de blevet enige: En slankekur kan godt betale sig

I 30 år har to amerikanske forskerhold fra henholdsvis University of Wisconsin-Madison og National Institute on Aging forsket i slankekures effekter på vores levealder.

Indtil nu har deres resultater været i direkte modstrid med hinanden, men nu er de to grupper gået sammen og er langt om længe blevet enige – i hvert fald et stykke ad vejen. Det skriver Videnskab.dk.

Samme metode – forskellige resultater
Begge forskerhold har udført deres forsøg på rhesusaber, hvis genom har 93 procent sammenfald med menneskets, hvilket gør dem særligt velegnede som forsøgsdyr.

Begge hold har ligeledes delt aberne op i to grupper; en, der var på en fastsat diæt, og en, der spiste det, de havde lyst til.

Helseaberne fra University of Wisconsin-Madison levede længere end dem, der spiste, hvad der passede dem, og de havde nedsat risiko for at udvikle kræft og type-2-diabetes.

Hos National Institute on Ageing så man derimod ikke en lignende forskel. Godt nok var aberne på den kalorielette diæt marginalt sundere, men der var ingen statistisk forskel, når det kom til levealderen.

Læs mere på Videnskab.dk: Bacongate: Er bacon lige så farligt som rygning?

Fire gode grunde
Men nu er forskerholdene langt om længe gået sammen for at afgøre disputten én gang for alle.

Forskerne har finkæmmet al deres data i fællesskab, og de mener nu at vide, hvorfor de to sideløbende studier har produceret modstridende resultater. De har fundet fire mulige årsager:

1. Forsøgsaberne fik reduceret deres kalorieindtag ved forskellige aldre, og analyser viser, at kaloriereduktionen har større effekt for ældre aber end yngre.

2. Aberne med frikort til buffeten spiste generelt mindre hos National Institute on Aging end hos UW-Madison, hvilket gjorde forskellen på dem og slankeaberne langt mindre udtalt.

3. Abernes kost var vidt forskellig i de to studier. Aberne fra NIA spiste naturprodukter, mens UW-Madisons aber spiste forarbejdet mad med et større sukkerindhold, hvorfor disse aber også var mere velpolstrede.

4. Endelig var der tydelige kønsforskelle. Hunaberne havde mindre gavn af den kalorielette kost, blandt andet fordi de var mindre sårbare over for fedmerelaterede sygdomme end hannerne. Denne opdagelser er formentlig overførbar til mennesker.

Læs mere på Videnskab.dk: Hjernearbejde får dig til at overspise

Stridsøksen er ikke helt begravet
Lang historie kort: Kaloriereduktion kan forlænge primaters liv (med op til tre år) og gøre dem sundere, og det er sandsynligt, at denne konklusion kan overføres til mennesker. Det er ligeledes sandsynligt, at de opdagede forskelle omkring alder, køn og kosttype også gælder for mennesker.

Alt er dog ikke fryd og gammen mellem de to forskerhold, som stadig er uenige på flere punkter – for eksempel om, hvor stor en kaloriereduktion der er optimal. Men nu har de i det mindste fundet fælles fodslag at forske videre på.

Andre artikler på Videnskab.dk

Forskere til raske overvægtige: Drop slankekuren

Forsker: Tab dig effektivt med simpel, matematisk formel

Endelig: Super-sund snack smager af bacon

11 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere