Forskere: Blondiner har det ikke sjovere

Et hold danske læger har brugt deres pauser til at køre i vandrutsjebaner, for at finde ud af om blondiner virkelig har det sjovere

Det er jul. Julefrokosterne skaber fuldt hus i byen. Festen er begyndt. Dansegulvet bugner af hårtoppe med brune, sorte, røde og blonde farver. Ud af højttalerne toner lyden af Rod Stewarts sang fra 1978: ’Blondes have more fun’.

Alle morer sig. Men har blondinerne det sjovere end de andre?

Et hold danske læger og forskere fra både Herlev Hospital, Odense Universitetshospital og Sjællands Universitetshospital Køge har ved hjælp af vandrutsjebaner undersøgt den gamle myte. Det skriver Videnskab.dk.

Studiet er netop udgivet i julenummeret af det videnskabelige australske tidsskrift Medical Journal of Australia, der vanen tro indeholder den mere underholdende del af forskningen.

- Under nogle lange kursusdage i Tyrkiet, havde vi nogle pauser midt på dagen. Her besluttede vi os for at bruge vandrutsjebanen til at undersøge, om blondiner virkelig har det sjovere, siger hovedforfatter på studiet, Dennis Bregner Zetner, læge og ph.d.-studerende ved Center for Perioperativ Optimering på Herlev Hospital til Videnskab.dk.

Og studiet viser, at det blonde hår har det sjovt. Men det har andre hårfarver også.

Læs mere på Videnskab.dk: Ti myter om alkohol og tømmermænd

Forskerne bad 21 af deres kollegaer om at tage en tur i en vandrutsjebane. De kendte ikke selv formålet med undersøgelsen.

Inden deltagerne tog turen i vandrutsjebanen, blev deres vægt, højde og hårfarve målt. I forsøget bestod deltagerne af:

  • 10 blondiner
  • 9 ikke-blondiner
  • 2 uidentificerbare (de var skaldede)

Før turen skulle forsøgspersonerne også udfylde et spørgeskema om deres humør, en såkaldt ’Profile of Mood States – Adolescents (POMS‐A).’ Her vurderer man deres sindstilstand (for eksempel om de var udmattede, trætte, forvirrede, vrede, eller lignende).

Efter turen i vandrutsjebanen skulle deltagerne igen svare på spørgeskemaet, men også udfylde en 'Visual Analogue Scale' (VAS), hvor deltagerne sætter en streg på en lige linje, som fortæller, hvor sjovt de har det.

Læs mere på Videnskab.dk: Har du et ansigt, som kvinderne kan lide?

Og der blev grinet på vej ned ad vandrutsjebanen. Både de blonde, de ikke-blonde og de skaldede. Men inden næste tur, skulle morskaben nulstilles. 

- Når deltagerne havde udfyldt spørgeskemaet, skulle de i bad i ét minut. En såkaldt ’wash out’, som er et udtryk, man bruger, når en forsøgsdeltager skal ’nulstilles’ ved for eksempel at skifte medicin, som normalt tager en uges tid. Her tog vi det bare bogstaveligt og smed dem i bad inden anden runde, fortæller Dennis Bregner Zetner. 

Efter badet tog skulle deltagerne tage endnu en tur i vandrutsjebanen, denne gang liggende. Da turen var færdig, skulle de igen igennem spørgeskemaet og en VAS.

Forskerne fandt, at der ikke var nogen signifikant forskel på, hvor sjovt deltagerne havde det på vandrutsjebanen.

- Resultaterne var klare: Vi fandt intet bevis på, at blondiner har det sjovere, siger Dennis Bregner Zetner.

 

Andre artikler på Videnskab.dk

Får man mere og kraftigere hår efter barbering?

Kvinders nydelse er mere end klitoris

Så er beviset her: Blondiner er ikke dummere end brunetter

 

39 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere