Forskere: Derfor må du ikke kramme din hund

Hundeeksperter advarer mod at behandle kæledyret som dine børn

Det er hyggeligt at kramme familiens lille pelstot. Det synes den bare slet ikke selv. (Foto: Colourbox)
Det er hyggeligt at kramme familiens lille pelstot. Det synes den bare slet ikke selv. (Foto: Colourbox)

Det kan godt være, at det føles som om, din elskede firbenede ven higer efter din opmærksomhed, og nyder det, når du kysser og krammer den.

Men hunde bryder sig bestemt ikke om at blive holdt i et tæt favntag, viser en ny undersøgelse fra University of British Columbia ifølge Psychology Today.

En hunds umiddelbare instinkt, når den bliver holdt fast, er at stikke af, og i undersøgelsen, hvor hundeekspert og psykologiprofessor Stanley Coren har set på billeder af i alt 250 hunde, der blev krammet af både børn og voksne, viste 81 procent af dyrene tegn på at blive utrygge over handlingen, som ellers i den menneskelige verden er et udtryk for omsorg og kærlighed.

Ved de tætte kærtegn viste hundene tegn på stress i form af blandt andet nedadhængende ører, ’halvmåne-øjne’ og ved, at de undgik øjenkontakt med mennesket.

At hunden slikker sig om læberne eller lukker øjnene kan ifølge Stanley Coren også være et tegn på stress. Og hvis den løfter den ene forpote eller begynder at gabe, kan det ligeledes være et tegn på, at den ikke er tryg ved situationen.

 I de mest voldsomme tilfælde viste hunden tænder og kunne finde på at bide, når den blev krammet.

Kun 7,6 procent af de hunde, der var med i undersøgelsen, viste tegn på at være trygge, mens 10 procent hverken havde positiv eller negativ respons.

For at hjælpe ejere til at forstå deres hunde, understreger Stanley Coren at man skal huske, at hunde ikke er som børn. Hundens natur er at løbe væk.

- Adfærdseksperter mener, at hvis man fratager en hund den mulighed ved at immobilisere den med et kram, øges dens stress-niveau, og hvis dens angst bliver betragteligt intens, kan den finde på at bide, siger Stanley Coren, der derfor opfordrer til, at man helt holder op med at vise sin hund kærlighed ved at tildele den knus.

- Fra hundens perspektiv er det klart bedre, hvis du viser din ømhed med et klap, et venligt ord eller måske en godbid, understreger hundeeksperten.

Det er ikke kun hunde, der har et instinkt, der ikke passer helt til den menneskelige adfærd. Sandheden om din kat er faktisk, at den planlægger at slå dig ihjel.

92 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere