Forskere har gjort foruroligende fund på Antarktis

Det viser sig, at der siver metangas op fra havbunden

Antarktis på sydpolen. Arkivfoto: Janus Engel
Antarktis på sydpolen. Arkivfoto: Janus Engel

Store mængder metangas er indlejret i Antarktis havbund. Og metangas er som bekendt en langt mere potent drivhusgas end CO2.

Nu har forskere for første gang vist, at noget af det slipper op af havbunden og med høj sandsynlighed videre op i atmosfæren.

Det skriver The Guardian ifølge Videnskab.dk

Antallet af mikrober i vandet ved Ross Sea på Antarktis, som normalt holder gassen i skak, er i løbet af de seneste fem år blevet mindre og mindre.

Forskerne er dog ret sikre på, at mikrobernes lave antal ikke skyldes klimaforandringer, da man endnu ikke har set en ekstrem forhøjning af temperaturerne i området, forklarer The Guardian.

Det er derfor et mysterium, hvad der har sat gang i udslippet.

Global opvarmning kan dog føre til metanudslip. Det er velkendt, at når temperaturerne stiger i kolde områder, vil metangas sive ud fra den ikke længere frosne jordbund, og udslippet kan så føre til yderligere global opvarmning.

Det gælder særligt permafrostområder, som vi i år har set i Sibirien, hvor man har oplevet usædvanligt høje temperaturer.

Læs mere på Videnskab.dk:
Beviserne hober sig op: Varmen forandrer Arktis for altid

På sigt vil det kunne medføre et såkaldt ’tipping point’, hvor en bestemt påvirkning fra den globale opvarmning bliver umulig at stoppe.

'Metancyklussen er absolut noget, vi som samfund er nødt til at være bekymrede over,' siger Andrew Thurber Oregon State University i USA til The Guardian. Han er hovedforfatter på studiet.

Han påpeger til The Guardian, at den gode nyhed er, at studiet, som er udgivet i Proceedings of the Royal Society B, tilføjer ny viden til et felt, man ellers ikke ved meget om.

Antarktis er et svært tilgængeligt område, og det er svært at lære nok om, hvordan mikroberne påvirker metangasser nede på den iskolde havbund, skriver The Guardian.

Og vi skal nok vente lidt på at få ny viden om fænomenet. På grund af coronavirus har forskerne udsat deres næste ekspedition til Antarktis.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Hvad er strukturel racisme? Og findes strukturel racisme i Danmark?

Endelig fastslået: Så lang er en gennemsnitlig penis

Hvorfor i alverden bor der mennesker i Arktis?

283 kommentarer
Vis kommentarer