Forskere leverer ny forklaring på sære penisknogler

Vi ved faktisk ikke meget om penisknoglen, som nogle dyr besidder. Men måske kan den have et temmelig ucharmerende formål

Mærkelig penis: 3D-billede af honninggrævlingens penisknogle. Hannens penisknogle har form næsten som en is-ske. Forskerne tror, det blandt andet kan gøre det muligt at 'skovle' konkurrenternes sæd ud af hunnen. (Illustration: Brassey et al. / CC BY 4.0)
Mærkelig penis: 3D-billede af honninggrævlingens penisknogle. Hannens penisknogle har form næsten som en is-ske. Forskerne tror, det blandt andet kan gøre det muligt at 'skovle' konkurrenternes sæd ud af hunnen. (Illustration: Brassey et al. / CC BY 4.0)

Penisknoglen (baculum) er en knogle, der hos nogle pattedyr afstiver penis i forbindelse med parring.

Penisknoglen er samtidig et af de elementer i pattedyrs biologi, som forskerne kender allermindst til. Det skriver ScienceAlert ifølge Videnskab.dk, hvor du også kan se flere eksempler på penisknogler i dyreriget.

Hvad skal hunden, odderen, sælen og grævlingen bruge den til? Og hvordan kan det være, den ikke findes hos mænd?

Læs mere på Videnskab.dk: Pokkers: Penis falder af efter sex

Nu har forskere fra Manchester University 3D-skannet 82 penisknogler fra et væld af forskellige pattedyr.

- Grunden til, at naturhistorikere er så fascinerede af baculaen er, fordi de kommer i et væld af mærkværdige former; sære riller og buer, underlige krumninger og med bizarre hoveder, forklarede hovedforfatter til studiet og biolog, Charlotte Brassey, fra Manchester Metropolitan University i forbindelse med et ældre studie til ScienceAlert, skriver Videnskab.dk.

Forskergruppen fandt frem til, at nogle af de mærkeligste penisknogler måske kan være med til at forlænge sex, give hunnen ægløsning eller decideret skovle sæd ud fra hunnens andre bejlere.

- Vores studie bruger særligt en ny metode igennem 3D-billeder til at forstå penisknoglens evolution. Tidligere har fokus i højere grad været på penisknoglens basismål, længde og bredde og har ignoreret alle de vigtige informationer om form, forklarer Charlotte Brassey til ScienceAlert ifølge Videnskab.dk.

Læs mere på Videnskab.dk: Penisstørrelse: Er stor virkelig bedst?

Noget særligt interessant ved studiet er, at de mest særegne penisknogler findes hos socialt monogame, kødædende dyr. Forskerne regnede ellers med, at penisknoglernes primære formål er at udkonkurrere hunnens øvrige seksuelle partnere.

Men, påpeger forskerne i studiet, der er forskel på social monogami og genetisk monogami. Med andre ord kan penisknoglen være en direkte konsekvens af utroskab hos dyr, der ellers er hinanden tro.

Der er lang vej igen, inden forskerne til fulde forstår penisknoglen - og hvorfor mennesker ikke har den.

En vigtig brik i puslespillet mangler nemlig:

Hunnernes kønsorganer har historisk været overset af forskningen. Dermed er det ikke muligt at forstå penisknoglens funktion til fulde, før man ved, hvordan den passer ind i det miljø, den er udviklet til, skriver ScienceAlert ifølge Videnskab.dk.

 

Andre artikler på Videnskab.dk

Dyrker alle hanner sex med hvem som helst?

Top 5: Se de vildeste dyre-penisser

Hvorfor skyder mænd ikke al sæden af, når de får udløsning?

 

5 kommentarer
Vis kommentarer