Forskere opdager tyngdebølger fra ny form for sorte huller

Nye målinger af tyngdebølger vækker opsigt og stammer formentlig fra sammensmeltningen af to rekordstore sorte huller

I februar 2016 gik bølgerne højt, og alverdens fysikere jublede: For første gang nogensinde var det lykkedes forskere at måle tyngdebølger – et fænomen, som var blevet forudsagt 100 år tidligere af fysikeren Albert Einstein, men som hidtil aldrig var blevet målt.

Nu kommer holdet bag opdagelsen af tyngdebølger med en ny og rekordsættende måling, der samtidig ser ud til at bringe helt nye opdagelser med sig. Det skriver Videnskab.dk.

- Det er sindssygt spændende. Vi har stadig så relativt få målinger af tyngdebølger, at hver eneste gang vi får nye målinger, åbner det for nye aspekter i vores forståelse af universet, siger Niels Obers, som er professor i teoretisk partikelfysik og kosmologi ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet, til Videnskab.dk.

Læs mere på Videnskab.dk: Hvad er tyngdebølger?

De nye målinger af tyngdebølger er formentlig blevet skabt af to sorte huller – det vil sige to ekstremt tunge og kompakte objekter - som er smeltet sammen for mange milliarder år siden.

Før de smeltede sammen, vejede de henholdsvis 66 og 85 gange så meget som Solen, ifølge forskernes beregninger.

Niels Obers forklarer til Videnskab.dk, at et sort hul, som er 85 gange så stort som Solen, er et sort hul i ’mellem-størrelse’.

Og denne størrelse sorte huller burde egentlig ikke kunne eksistere udenfor galaksers centrum, ifølge vores nuværende teorier om, hvordan sorte huller bliver skabt, når stjerner eksploderer.

En anden mulig forklaring på de målte tyngdebølger kan være, at de er blevet skabt af kosmiske strenge.

- Kosmiske strenge er en slags tynde tråde af energi, som gennemsyrer universet. Man kan sammenligne det med sprækker i isen – her er det bare universet, sprækkerne løber igennem. Der er teorier, som forudsiger, at kosmiske strenge eksisterer, men vi ved det reelt ikke, siger Niels Obers til Videnskab.dk.

Læs mere på Videnskab.dk: Wauw! Se NASA’s flotte, nye illustrationer af et sort hul

Siden de første målinger af tyngdebølger blev foretaget i 2015 – og offentliggjort i februar 2016 – er der i alt blevet foretaget 11 bekræftede målinger af tyngdebølger, fortæller Niels Obers.

10 af målingerne stammer fra sorte huller, som er smeltet sammen, mens den sidste måling stammer fra sammensmeltningen af to såkaldte neutronstjerner – kompakte efterladenskaber fra eksploderede stjerner.

Niels Obers understreger, at det er vigtigt, at vi får så mange målinger af tyngdebølger som muligt. For jo flere målinger vi har, des større forståelse vil vi få for, hvordan universet omkring os er blevet skabt og hænger sammen.

- Du kan sammenligne det med, at vi er begyndt at bruge universet som en slags partikelaccelerator. Årsagen til, at vi i dag ved så meget om elementarpartikler (klodens mindste byggesten, red.) er, at vi har partikelacceleratorerne i CERN, siger Niels Obers med henvisning til det kæmpestore forskningsanlæg CERN i Schweiz.

 

Andre artikler på Videnskab.dk:

Første billede af et sort hul nogensinde: 'Ligner en ring af ild'

Hvordan opleves det at blive slugt af et sort hul?

Sort hul slynger stjerne ud af mælkevejen med 1.700 km/s

 

13 kommentarer
Vis kommentarer