Gammel mønt: Så meget var den værd

En mønt fra Mexico har vakt jubel på Nationalmuseet - i 1600tallet var den to dagslønne værd for en bonde

Denne - ikke helt runde - mønt er fra 1600'tallet. Mønten er så slidt, at man ikke kan se motiverne, men møntforskerne ved, at der er indgraveret en borg, et kors og en hest på mønten. (Foto: Nationalmuseet)
Denne - ikke helt runde - mønt er fra 1600'tallet. Mønten er så slidt, at man ikke kan se motiverne, men møntforskerne ved, at der er indgraveret en borg, et kors og en hest på mønten. (Foto: Nationalmuseet)

Den blev lavet i Mexico i 1600'tallet. 500 år senere blev den fundet i den lollandske muld og gravet op af en amatørarkæolog.

Og nu er den erklæret som danefæ.

Det handler om en såkaldt 2-real sølvmønt fra Spaniens kolonier i Mellem- og Sydamerika.

Mønten er helt speciel, fordi den er uslebet og formentlig skulle have været smeltet om. Men mønten fik lov til at leve sit eget liv og endte i jorden i Blans på Lolland.

Det er Nationalmuseet, der har fået mønten ind fra Museum Lolland-Falster efter den erfarne amatørarkæolog Torben Christjansen gravede den op af jorden.

Han gik med en metaldetektor, som afslørede mønten i jorden på en mark.

- Jeg tænkte ikke, at den var noget særligt. Den så jo ikke særlig færdig ud, siger han til Ekstra Bladet.

Men Nationalmuseet forklarer i en pressemeddelelse, at sølvmønter dengang fra mellem- og sydamerikanske miner var meget eftertragtede, fordi de rummede meget sølv. Sølvminerne lå dog tit langt fra byerne, og det kunne ikke betale sig at bearbejde mønterne ved minerne, som man normalt ville have gjort. I stedet lavede man sjuskede og ufærdige, men værdifulde mønter og fragtede dem derpå med skib til Europa, oplyser museumsinspektør på Nationalmuseets afdeling for Middelalder, Renæssance og Numismatik , Michael Märcher

Langt de fleste mønter blev så smeltet og lavet om til de nye mønter i Spanien. Museumsfolkene ved, at mange mønter røg videre til Asien, særligt Kina. Men denne mønt må være blevet 'glemt' og kom nordpå i den uslebne form. 

- Mønten kom højst sandsynligt til Danmark fra et tysk eller hollandsk marked. De danske bønder handlede typisk med kvæg og korn på markederne og fik til gengæld større, europæiske mønter - i dette tilfælde dog en mønt helt fra Mexico, mener Michael Märcher.

Mønten var dengang meget værdifuld. I 1600-tallet var den op mod to dagslønne værd for en dansk bonde, skønner museumsfolkene.

Amatørarkæolog Torben Christjansen fik for nylig besked om, at den lille slidte mønt nu var blevet erklæret som danefæ. Han har tidligere fundet særlige skatte i jorden blandt andet en Tors hammer.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere